Ribe og Horsens får besøg af kongen under dette års Royal Run
Kong Frederik under hans deltagelse i sidste års udgave af Royal Run. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
97.500 billetter til Royal Run blev solgt på godt otte timer. Nu er kongefamiliens løbeplan offentliggjort.
Kong Frederik tager til Ribe, Horsens og København i forbindelse med afviklingen af dette års udgave af Royal Run.
Det skriver Danmarks Idrætsforbund og DGI i en fælles pressemeddelelse mandag.
Kronprins Christian skal til Viborg, mens dronning Mary tager en tur til Korsør for at deltage.
Siden 2018, hvor Royal Run blev afviklet for første gang i anledning af kongens 50-års fødselsdag, er begivenheden blevet lidt af et tilløbsstykke.
I november blev 97.500 billetter til løbet solgt på lidt over otte timer, hvilket ikke var set hurtigere før. Også antallet af solgte billetter satte rekord.
Ifølge Morten Mølholm, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund, har løbet efterhånden udviklet sig til at være en dansk tradition.
- Det er et synligt bevis på, hvad fællesskab og motion kan, når de forenes, siger han i pressemeddelelsen.
- Vi værdsætter kongeparrets store engagement i Royal Run, og det er meget glædeligt, at kronprinsen igen vælger aktivt at deltage i motionsfesten.
I Esbjerg Kommune ser man frem til, at kongen kommer for at tage hul på løbet i Ribe.
- Vi er meget stolte over, at kongen skyder Royal Run i gang i vores charmerende, gamle kongeby, hvor historiens vingesus vil give deltagerne en helt særlig oplevelse, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.
- Forberedelserne er i fuld gang, og vi kan godt love en motionsfest ud over det sædvanlige i Ribe.
Motionsløbet arrangeres af idrætsvisionen "Bevæg dig for livet", som DIF, DGI og Dansk Atletik står bag.
I alle byer kan man vælge mellem distancerne en mil, fem kilometer eller ti kilometer. En mil svarer til cirka 1,6 kilometer.
Løbet finder sted 9. juni 2025.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde