Rige kommuner er dårlige til økonomi

Tre ud af fire kommuner har alvorlige økonomiske problemer. Men faktisk er det ikke de såkaldte fattige udkantskommuner, som generelt har sværest ved at holde styr på budgettet. Rige kommuner som Allerød, Kolding og Silkeborg har alvorlige økonomiske problemer.

- Det er sværere for en kommune at blive fattig end at være fattig. De fattige kommuner er vant til at sætte tæring efter næring. De rige kommuner skal vænne sig til nye tider, siger programchef Kurt Houlberg fra AKF, Anvendt KommunalForskning.

Han har analyseret økonomien i landets 98 kommuner i slutningen af 2009. Analysen viser, at i den mest pressede fjerdedel af kommunerne har pengene ikke kunnet dække afdragene på lånene, og kassebeholdningen er gået støt ned ad bakke.

En af de kommuner, som har tæret på kassebeholdningen, er nordsjællandske Allerød. Det er ellers en rig kommune med mange højtbetalte skatteborgere, men alligevel har borgmesteren svært ved at få økonomien til at gå i plus.

- Vi har helt sikkert levet over evne i nogle år. Vi har haft landets tredjehøjeste serviceniveau, indrømmer Allerøds borgmester Erik Lund (K).

- Men samtidig er der noget helt galt med kommunernes udligningsordning. Vi er syv kommuner, som betaler til landets 91 fattige kommuner. I 2009 betalte Allerød 225 millioner kroner til de fattige kommuner, påpeger Erik Lund. Han skal spare 100 millioner kroner på næste års budget.

/ritzau/

Flere rige kommuner har store økonomiske problemer, mens fattige kommuner i Vestjylland har lært at spare. Det er svært at blive fattig, viser ny rapport.

Offentliggjort Sidst opdateret