Riget fattes penge: Bygning af nye motorveje parkeres
Planlagte vejprojekter til over 27 milliarder kroner, der blandt andet skulle forbedre forholdene på hårdt belastede motorvejsstrækninger, mangler penge til finansiering og er foreløbigt skudt til hjørne.
Det viser en opgørelse fra Transportministeriet ifølge Jyllands-Posten.
Det drejer sig for eksempel om projekter som udbygning af Køge Bugt-motorvejen fra Solrød til Køge og udbygning af den fynske motorvej ved Odense-Nørre Aaby, der er vedtaget ved anlægslov, men hvor der mangler finansiering af de yderligere etaper.
Derudover er der vejprojekter, hvor der allerede er et beslutningsgrundlag i form af analyser som for eksempel en tredje Limfjordsforbindelse, men hvor der heller ikke sker mere på grund af manglende penge.
Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) har lige nu svært ved at se, hvor pengene skal komme fra. Og for ikke at skabe urealistiske forventninger hos borgerne bliver der ikke lavet flere vurderinger af projekternes virkning på miljøet (VVM).
- Riget fattes penge, og Infrastrukturfonden er mere eller mindre tom.
- Derfor har jeg også indgået en aftale med forligskredsen om, at vi fremover ikke sætter yderligere VVM-analyser i gang, uden at vi på forhånd har fundet finansiering til projektet, siger han til Jyllands-Posten.
Både i oppositionen og i en række interesseorganisationer mener man dog også, at det er udtryk for manglende politiske vilje, fordi ministeren hele tiden prioriterer den kollektive trafik højst.
- Det er også et spørgsmål om prioritering, og det er meget betænkeligt, at man nu ikke længere kan finde penge til vejprojekterne, siger sekretariatschef Søren Bülow fra Dansk Vejforening til avisen.
Han peger på, at regeringen har lagt op til, at en tredjedel af midlerne i Infrastrukturfonden skal gå til veje, mens de to tredjedele skal gå til den kollektive trafik.
- Men i år er det hele altså gået til jernbanen, siger Søren Bülow.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned