Den varslede prikkerunde på Rigshospitalet i København bliver gennemført onsdag. Her vil i alt 104 medarbejdere blive præsenteret for en fyreseddel, oplyser Dansk Sygeplejeråd til Ritzau.
Rådets formand, Grete Christensen, kalder fyringerne helt urimelige.
- De medarbejdere, der bliver afskediget, har arbejdet benhårdt med at få ventelisterne ned. Aldrig før er så mange patienter blevet behandlet, og derfor er det fuldstændig håbløst, at man vælger at give personalet en fyreseddel, siger Grete Christensen.
Fyringerne sker som led i, at Rigshospitalet skal spare 94 millioner kroner alene i 2010. Blandt de afskedigede er cirka 30 sygeplejersker og nogle sosuassistenter, læger samt lægesekretærer.
I løbet af onsdagen vil Rigshospitalets ledelse holde samtaler med de medarbejdere, som bliver omfattet af prikkerunden. Og fællestillidsrepræsentanterne for de forskellige faggrupper vil også være med ved samtalerne.
- Det er en utrolig trist dag. Men vi har forsøgt at gøre alt, hvad vi kan, for at gøre det til en ordentlig dag for de kolleger, som bliver afskediget, siger Charlotte Vallys, fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Rigshospitalet.
Det er muligt, at prikkerunden på Rigshospitalet varer til og med torsdag, hvis man ikke når at holde alle samtaler med de fyrede medarbejdere i løbet af onsdagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker