Sundhedsprofessor misforstår Rigsrevisionsrapport, når han kalder den tynd og en ommer, siger rigsrevisor Henrik Otbo, der nu inviterer til dialog.
Rigsrevisor Henrik Otbo inviterer nu professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen ind til en drøftelse af Rigsrevisionens seneste rapport om privathospitaler.
Invitationen kommer efter, at professoren i en kronik i Berlingske Tidende fælder en hård dom over sidste uges rapport om takster til privathospitalerne. Han kalder den mangelfuld, tynd og en ommer.
Nu tager rigsrevisor Henrik Otbo, som er ansvarlig for beretningen, til genmæle og siger, at professoren fuldstændig har misforstået substansen i rapporten.
- Det, han kritiserer mig for, er simpelthen ikke det synspunkt, som er i beretningen. Sundhedsministeren indgår fuldstændig efter reglerne en aftale i 2006, som er 15 procentpoint over øvrige aftaler på markedet. Hele Kjeld Møllers kronik bygger på, at vi skulle have kritiseret den aftale. Men det er en misforståelse, for det er ikke det, som står i beretningen, siger Henrik Otbo.
Kjeld Møller Pedersen langer i kronikken ud efter konklusionen i rapporten fra Rigsrevisionen om, at daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skulle have overbetalt privathospitalerne.
Rigsrevisor Henrik Otbo understreger, at der intet står i beretningen om, at 15 procentpoint skulle være for dyrt.
- Vi argumenterer blot for, at når vi nu kigger tre et halvt år tilbage, er der en lang række indikationer på, at der har været et marked, der har været mulighed for at konkurrenceudsætte, og at der har været mulighed for at få nogle andre priser. Der er ikke et ord om, at 15 procentpoint var for dyrt, siger han og understreger, at han er ked af at blive skudt et synspunkt i skoen, som Rigsrevisionen ikke har.
Derfor vil Otbo nu invitere Kjeld Møller Pedersen ind til en snak om den konkrete sag og om Rigsrevisionens øvrige undersøgelser på sundhedsområdet.
- Vi har normalt gode kontakter med Kjeld Møller, og det vil jeg gøre endnu mere ud af fremover, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned