Ringe arbejdsforhold får lærerstuderende til at stoppe

Udsigten til hverdagen i klasselokalet afskrækker mange lærerstuderende. 37 procent af de lærerstuderende, som dropper studiet efter mere end et halvt år, angiver lærernes dårlige arbejdsforhold som medvirkende årsag til, at de ikke har lyst til at fortsætte.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det viser en evaluering fra Danmarks Evalueringsinstitut af frafaldet på læreruddannelsen for de studerende, der startede i 2009. Det er både konkrete arbejdsforhold og lærernes rolle i samfundet, der spiller ind.

- Der er alt for meget polemik omkring læreruddannelsen, som er med til at dræbe enhver lyst og gejst i faget. Politikerne laver uddannelsen om hele tiden, og alle har en mening om lærerfaget - det er virkelig lussingernes holdeplads.

Det siger en af de frafaldne i et interview i forbindelse med evalueringen.

26 procent af de lærerstuderende, der startede i 2009, var droppet ud igen efter de første to år af uddannelsen.

Dårlige arbejdsforhold er kun en blandt flere grunde til, at de frafaldne lærerstuderende fandt ud af, at faget alligevel ikke var noget for dem.

- For gruppen af sent frafaldne er det særligt oplevelsen af for lidt kontakt til praksis, manglende udfordringer på studiet og for dårlige arbejdsforhold som lærer.

- Samtidig peges der på, at underviserne ikke evner at undervise på en inspirerende måde, eller at underviserne har for dårlige kompetencer, lyder det i evalueringen.

For de studerende, som dropper ud allerede inden et halvt år på studiet, lyder forklaringen oftest, at de ikke vidste nok om studiet på forhånd, eller at de har for lang transporttid.

Begge grupper nævner derudover blandt andet personlig mangel på motivation og dårlig trivsel som grunde til, at de er droppet ud.

Generelt er der sjældent kun én årsag til de lærerstuderendes frafald.

Tværtimod peger omtrent halvdelen på, at minimum 10 forskellige årsager spiller ind på beslutningen om at afbryde uddannelsen. 31 procent peger på mellem fire og ni årsager, mens 21 procent peger på mindre end fire årsager.

Uddannelsesministeriet har bestilt evalueringen for at kaste lys over, hvorfor læreruddannelsen har svært ved at fastholde de studerende.

/ritzau/