Risiko for polleneksplosion når foråret rammer
Danmarks pollenallergikere risikerer at skulle væbne sig med ekstra næsespray, lommetørklæder og øjendråber i år, hvis foråret tvinger kulden til at give op efter weekendens forårsdage.
Det giver nemlig risiko for polleneksplosion, oplyser Astma-Allergi Danmark.
For efter kulden bed sig fast i årets første måneder, har det udskudt pollensæsonen, og det kan resultere i en overvældende sæson for pollenallergikerne.
- Der er risiko for, at sæsonen bliver mere intensiv og voldsom i år. For når birkepollensæsonen går senere i gang, så skal planterne nå det samme på kortere tid, siger Lise Nørgaard, kommunikationschef i Astma-Allergi Danmark, og tilføjer:
- Så der er risiko for, at der kommer en voldsom eksplosion, når træernes pollen endelig kommer, for så kommer de med et ordentligt brag.
Hun understreger, at det kommer an på vejret den kommende tid.
- Hvis der kommer solskin, og det fortsætter, så får vi sandsynligvis en polleneksplosion. Hvis det bliver lidt fesent forårsvejr med regn og overskyet, sker det ikke. Så bliver det pollen-allergikernes favoritvejr, siger Lise Nørgaard.
Allerede i weekenden er der risiko for, at de pollen, som allerede er i luften, driver gæk med allergikerne.
- I weekenden kan der godt komme mange ellepollen i luften, og de ligner birkepollen rigtig meget. Så selvom du ikke er allergisk over for el, så bliver kroppen snydt og reagerer på det, siger Lise Nørgaard.
Der er dog også mulighed for gode allergiker-nyheder. Fortsætter det kolde, kedelige vejr efter weekendens sol, bliver det nemlig en mild sæson for landets én million voksne pollenallergikere.
- Når træerne tror, at det er forår, sprøjter de pollen ud, men kommer kulden tilbage, så får træerne en ordentlig en med hammeren, og for pollenallergikere er det næsten det bedste, der kan ske, for så kommer der ikke så mange pollen, siger Lise Nørgaard.
Sæsonen begyndte officielt den 1. marts, da de første pollen gik i måle-fælderne. Ifølge Astma-Allergi Danmark skydes sæsonen for birkepollen nok i gang omkring 1. maj.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker