Rockens gudfar giver aldrig op

Iggy Pop fylder 75 år 21. april. (Arkivfoto). Foto: Mike Blake/Reuters

Iggy Pop, der var med til at udbrede punkrocken i slutningen af 1960'erne og 70'erne, runder endnu et skarpt hjørne, når han 21. april fylder 75 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Legende er et forslidt ord. Men for folk med hang til punket rock ud over stepperne er det præcis, hvad den amerikanske rockmusiker Iggy Pop er.

Og selv om manden med det borgerlige navn James Newill Osterberg Jr. den 21. april fylder 75 år, så har han absolut ingen planer om at finde sutskoene frem.

Blandt andet spiller han til sommer to koncerter i Danmark efter at have været en meget flittig gæst i Danmark gennem årene.

Til maj modtager han i Stockholm den svenske Polarpris, kaldet musikverdenens nobelpris, på en million svenske kroner.

Så der gror hverken rust eller mos på Iggy Pop, som ellers undervejs i karrieren har haft en selvskadende livsstil, der gjorde det usandsynligt, at han ville stå her i dag. l

Han blev født i delstaten Michigan i USA og har dansk blod i årene, da hans mor var af dansk og norsk afstamning.

Han slog igennem som forsanger og frontfigur i bandet The Stooges, der blev kendt i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne.

Bandet var kendt for sine vilde koncerter og inspirerede senere punkbands som Sex Pistol.

Det menes også, at det var en optændt Iggy Pop, der - som altid i bar overkrop og med stramme mavemuskler og nogle gange også bar røv - opfandt stagediving, hvor han fra scenen kastede sig ud i publikums arme.

Når det gik rigtigt hedt for sig på scenen, smurte han sit bare bryst ind i råt kød eller skar i sig selv med knuste flasker.

I 1975 blev The Stooges opløst. På det tidspunkt var Iggy Pop langt ude i et narkomisbrug, som blandt andet den nære ven David Bowie hjalp ham ud af.

Bowie og Iggy Pop arbejdede også sammen musikalsk. De skrev blandt andet det poppede Bowie-hit "China Girl".

Kendetegnende for Iggy Pops karriere har været, at hans succes som entertainer på scenen har været større end den kommercielle succes.

Men han har lavet hits som "Real Wild Ones" og "Lust for Life".

Iggy Pop har også har optrådt som skuespiller i flere tv-serier og film.

Selv om han er forblevet soloartist, har han dog siden både spillet og indspillet med The Stooges.

Ud over samarbejdet med Bowie i 70'erne har han blandt andet samarbejdet med Josh Homme fra Queens of the Stoneage på den roste comebackplade "Post Pop Depression" fra 2016. Hans seneste album kom i 2019 under titlen "Free".

De kommende danske koncerter finder sted 3. juni på Værket i Randers og 5. juni i Falkoner Salen i København.

/ritzau/