Rockmytologisk ikon deler anmelderne efter Roskilde-koncert
Under koncerten sprang Nick Cave ned i graven og holdt sine fans i hånden. En enkelt gik over grænsen, og det fik Cave til at udbryde: det er sexchikane på arbejdspladsen. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Et af Roskilde Festivals hovednavne, Nick Cave, sørgede fredag for inderlige ballader og støjeksplosioner.
Nick Cave gav den som mild frelser og besat kultleder, da han fredag aften gæstede Roskilde Festival.
Men selv om "den australske rockfyrste havde alle sine klassiske livetricks i ærmet", som Soundvenues anmelder skriver, så deler koncerten vandene.
Berlingske og Jyllands-Postens anmeldere bifalder begge, at "frontmanden var i tæt kontakt med publikum", og at "der var nærkontakt fra første strofe".
Omvendt er Soundvenue ikke i tvivl om, at "Nick Cave holdt intens højmesse på Roskilde Festival, men kun for de forreste rækker". Og det er problematisk, når koncertoplevelsen ikke når hele vejen ned på "de billige rækker":
- Der er ingen tvivl om, at oplevelsen altid er bedst for dem nær scenen. Dem, som Nick Cave prædiker direkte til. Alle de fortabte sjæle i første pit, som han denne aften frelste én for én, skriver Soundvenue.
Også Politikens anmelder, der kalder Cave for et "rockmytologisk ikon", mener, at festen mestendels foregik på de forreste rækker:
- De gudfrygtige på de forreste rækker lod sig forføre, men lidt længere væk begyndte hidkaldelsen at miste sin effekt, efterhånden som det stod klart, at den rasende punker, goth-fortælleren, dunderpræsten og den mørkeste af croonere lignede og lød som en myte, der efterlignede en mand.
Det er syvende gang siden 2013, at det australske ikon og bandet The Bad Seeds besøger Danmark.
Under fredagens koncert fandt Cave plads til både inderlige ballader og støjeksplosioner, 30 år gamle travere og nye numre. Alligevel var koncerten mest af alt en kopi af de tidligere, mener Ekstra Bladets anmelder:
- Man behøver ikke have oplevet mange af dem (koncerterne, red.) for at føle, man overværede en kopi af en gentagelse af en genudsendelse, da Cave atter rullede ritualet ud.
Noget, Jyllands-Postens udsendte er helt uenig i. Anmelderen mener, at de fængende popsange blev "præsenteret i en så delikat atmosfære, at det var stort set umuligt at fjerne øjne og ører fra scenen".
Ekstra Bladet og Politiken kvitterer begge med tre stjerner, Soundvenue placerer sig i midten med fire stjerner, mens Jyllands-Posten og Berlingske er mest begejstrede og giver fem stjerner for Caves optræden.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde