Den ombruste almennyttige Enkefru Plums Støttefond lukker og slukker.
Et flertal på fem personer i bestyrelsen har torsdag bedt Civilstyrelsen om tilladelse til at afvikle fonden, fordi den er insolvent.
Fondens aktieportefølje har godt nok stabiliseret sig efter en omstrukturering i betonproducenten H+H, som fonden ejer en del af, og som er fondens primære indtægtskilde. Men kursen ligger på et meget lavt niveau.
- H+H blev meget hårdt ramt af den økonomiske krise, og da det er der, vi har vores aktier, så rammes vi hårdt af det, siger medlem af bestyrelsen Trine Pertou Mach.
Der er så stor usikkerhed om økonomien, at bestyrelsen ikke uden Civilstyrelsens og kreditorernes medvirken kan tage ansvaret for en fremtidig eventuel forringelse af kreditorernes retsstilling.
Fonden har i det seneste år yderligere måttet se sin ejerandel i H+H blive udvandet af en større kapitaludvidelse og rekonstruktion af virksomheden - hvilket førte til, at fonden mistede både magt og penge.
Samtidig har fonden ligget i slagsmål med advokat Christian Harlang. Han er under beskydning for at have malket fonden for så store beløb i honorarer og salærer, at han blev fondens største beløbsmodtager. Fonden fyrede siden advokaten som direktør - en fyring, som han har bestridt. Der er dog ingen sammenhæng mellem den sag og lukningen nu, oplyser Trine Pertou Mach.
Den venstreorienterede almennyttige fond har til formål at støtte kampen for demokrati, økologisk bæredygtighed og konfliktløsning uden voldelige midler. Det har dog ligget småt med uddelingerne siden 2008 på grund af økonomien.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde