Rød regering vil bremse privat jernbane

Skandalen om DSB og DSBFirst sætter så stort spørgsmålstegn ved strategien om en privatisering af jernbanedriften, at der er brug for at tænke anderledes.

Sådan lyder det fra oppositionen på dagen, hvor millionregningen for DSBFirst-eventyret forventes at komme for en dag.

- Det bør få alle til kraftigt at genoverveje udbuds- og privatiseringsstrategien, siger Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke, og slår fast, at der vil blive lavet om på konstruktionen under en rød regering:

- Vi vil stoppe politikken om en gradvis privatisering af jernbanen. Vi kan sagtens forestille os at bevare udbuddet i blandt andet det midt- og vestjyske, men vi vil ikke privatisere jernbanen.

Også SF giver regeringens jernbanestrategi hårde ord med på vejen.

- Vores hovedproblem er, at regeringen har haft et ideologisk ønske om at komme i gang med at privatisere, siger partiets trafikordfører Anne Baastrup.

Hos Enhedslisten er trafikordfører Per Clausen ikke i tvivl om konsekvenserne af DSBFirst-sagen.

- DSB bør overtage al togdrift i Danmark og også få ansvaret for skinnerne tilbage. Udviklingen med stadigt flere aktører på jernbanenettet med hver deres ansvarsområde har i sig selv skabt nye problemer og vanskeliggjort den nødvendige koordinering, siger han.

Tilbage i 2007 vandt DSB i samarbejde firmaet First Group udbuddet af togdriften fra Helsingør og langt op i Sverige i udbud - resultatet blev det fælles selskab DSBFirst.

Siden har de økonomiske problemer tårnet sig op i selskabet. DSBFirst skylder således over 300 millioner kroner til DSB, der ejer 70 procent af selskabet. Hertil kommer et driftsunderskud på mindst 80 millioner kroner.

At eventyret ender som en yderst bekostelig affære for DSB, vil sandsynligvis blive understreget på et pressemøde torsdag klokken 9.

Her forventes DSB at meddele, at selskabet sætter omkring 700 millioner kroner af til at rydde op efter en eventuel konkurs i DSBFirst.

/ritzau/

En rød regering vil stoppe den gradvise privatisering af jernbanedriften oven på skandalen om DSBFirst.

Offentliggjort Sidst opdateret