Røde Kors sender hjælp til Samoa og Tonga

Der er nødhjælp på vej til Samoa og Tonga i Stillehavet fra Dansk Røde Kors, oplyser katastrofechef Birgitte Ebbesen.

Dansk Røde Kors ved meget lidt om, hvor store ulykker der er sket, efter at et jordskælv under havets overflade tirsdag udløste en flodbølge.

Det lokale Røde Kors arbejder allerede med at hjælpe skønsmæssigt 15.000 øboere, der er ramt, oplyser katastrofechefen.

Hvis behovet viser sig større, vil Dansk Røde Kors bruge ekstra penge til mere hjælp fra en landsindsamling søndag.

I forvejen har Røde Kors travlt i Filippinerne og Vietnam, der er ramt af tyfonen Ketsana.

/ritzau/

Dansk Røde Kors sender nødhjælp til tsunamiramte øer i Stillehavet.

Offentliggjort Sidst opdateret