Sidste sommer udviste Udlændingeservice ekspres en gruppe romaer, som havde slået sig ned i København. De blev sendt ud af landet under 24 timer efter en politiaktion på Amager.
Integrationsministeriet har nu annulleret foreløbig 14 af udvisningerne, som viste sig at være illegale, administrative udvisninger.
Derfor undersøger det europæiske center for roma rettigheder ERRC nu, hvorvidt de ulovligt udviste kan få erstatning for uberettiget anholdelse og svie og smerte.
Det oplyser Rob Kushen, som er administrerende direktør for ERRC.
- De blev omringet af politiet, anholdt og udvist, siger han som begrundelse for, at de kan søge erstatning for svie og smerte.
- Som folk blev romaerne ikke ramt så meget af udvisningerne i sig selv, men af udtalelser fra danske myndighedspersoner. De sagde klart, at romaer ikke var velkomne og fremstillede stereotypt romaer som kriminelle, siger han.
Han henviser til, at Københavns overborgmester Frank Jensen (S) ville have udvist "de kriminelle romaer".
- Justitsministeren sagde, at de først og fremmest var i Danmark for at ville begå kriminalitet, siger Rob Kushen, om justitsminister Lars Barfoed (K).
Den slags racistisk udpegning af stereotyper oplever vi desværre ikke bare i Danmark, men også i mange andre lande. Det er meget skadeligt både for romaer og for samfundet i det hele taget, siger direktøren for centret.
Han vil ikke forudsige, om der kommer romaer til Danmark i sommer.
- Romaerne bevæger sig, fordi forholdene er dårlige i deres lande. De rejser for at finde arbejde, skoler og et sted at bo. Det er et emne for hele EU, siger Kushen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde