Rønn: Fine ord ej lig med god integration

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) går i rette med den krasse kritik af, at 37 ud af landets 98 kommuner ikke har en nedskreven en integrationspolitik.

Politikere fra regeringspartierne Venstre og De Konservative lægger op til sanktioner eller lovgivning for at få kommunerne til at formulere politik på området. Men en nedskrevet politik er ikke nogen garanti for god integration, påpeger Venstre-ministeren.

- Jeg tror mest på dialogen, og mener i øvrigt ikke, at fine ord i en kommunal integrationspolitik er garanti for, at det er de bedste kommuner, der har formuleret en politik. Helt afgørende er viden og engagement og evnen til at engagere medarbejdere og frivillige helt ud i yderste led, skriver hun i en e-mail til Ritzau.

Birthe Rønn Hornbech understreger, at dialogen med kommunerne er en vigtig og meget stor del af Integrationsministeriets arbejde. Og hun forklarer, at ministeriet allerede arbejder med effektmålinger på området, og at man samler information om indsatsen, så landets kommuner kan lære af dem, som gør det bedst.

Birthe Rønn Hornbech siger videre, at ministeriet har indgået partnerskaber med seks kommuner om at satse specielt på marginaliserede nydanskere.

Hendes partifælle, integrationsordfører Karsten Lauritzen, siger i mandagens udgave af Berlingske Tidende, at han er chokeret over, at 37 kommuner ikke har en nedskrevet politik, og han lægger op til, at der skal udstedes en deadline for, hvornår alle kommuner skal have vedtaget en egentlig integrationspolitik.

- Det skal kommunerne have i løbet af i år. Hvis det ikke sker frivilligt, kan næste skridt være lovgivning, siger Karsten Lauritzen til avisen.

/ritzau/

Fine ord i en nedskrevet integrationspolitik er ikke nogen garanti for god integration, siger integrationsministeren, som tror mest på dialog med kommunerne.

Offentliggjort Sidst opdateret