Integrationsministeriet beordrer nu sprogcentrene, der afholder indfødsretsprøven, til at gemme besvarelser fra juni sidste år.
Det sker efter, at Ritzau har dokumenteret fejl i også den prøve.
Ministeriet udsendte onsdag morgen en mail til prøveafholderne, hvor ministeriet gør opmærksom på, at besvarelserne fra sidste år ifølge de gældende regler må tilintetgøres efter et år. En frist, der udløber torsdag.
Men i mailen, som Ritzau har set, understreger ministeriet nu, at "besvarelserne fra indfødsretsprøven den 17. juni 2009 skal opbevares i yderligere et år".
Det sker med henvisning til, at "der foreligger særlige omstændigheder".
Dermed åbner ministeriet en mulighed for, at man kan gennemgå de besvarelser, hvor deltagere er dumpet med én fejl for meget og samtidig har fejl i det spørgsmål, der ikke kunne besvares ud fra de givne svarmuligheder.
Om integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) så rent faktisk vil indkalde de et år gamle besvarelser - som hun har gjort i forhold til de fejlagtigt dumpede i forrige uge - er uvist.
Birthe Rønn Hornbech skriver i en mail til Ritzau, at hun ikke sagsbehandler i medierne.
Både ved prøven i forrige uge og i juni sidste år er det et spørgsmål om Nordisk Råd, der ikke kan besvares korrekt ud fra de givne svarmuligheder.
Ved begge prøver skulle deltagerne ifølge facitlisten svare, at Nordisk Råd rådgiver de nationale parlamenter i de nordiske lande.
Men det er ifølge Nordisk Råd ikke det korrekte svar.
Nordisk Råd rådgiver nemlig landenes regeringer.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned