Regeringens forklaring om, at ulovlige afslag til op mod 500 statsløse palæstinensere skyldes en simpel forglemmelse, er helt usandsynlig.
Det siger fem juridiske eksperter, der er enige om, at nogen i regeringsapparatet må have vidst, at man ulovligt forhindrede statsløse i at blive danske statsborgere.
Politikens gennemgang af sagen dokumenterer, at VK-regeringen mindst otte gange i forbindelse med blandt andet lovændringer udtrykkeligt har nævnt den FN-konvention, som skal sikre statsløse den ret til dansk statsborgerskab, som de i hvert fald siden 2002 er blevet nægtet.
Gennemgangen viser desuden, at regeringen to gange inden for de seneste fem år sammen med Dansk Folkeparti har bestilt juridiske udredninger af den samme FN-konvention.
- Forløbet viser, at såvel ministerium som skiftende ministre har været fuldt bekendt med de omhandlede konventioner og de forpligtelser, som de medfører, siger professor, dr.jur. Carsten Henrichsen, Københavns Universitet, til Politiken.
Sammen med fire andre eksperter, som har været præsenteret for Politikens gennemgang, afviser han integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs (V) forklaring om, at "det er jo tilsyneladende noget, man har glemt".
- Der kan ikke være tvivl om, at man har været opmærksom på spørgsmålet. Nogen må være ansvarlig for det. I sidste ende er det de skiftende ministre, siger professor på København Universitet Tim Knudsen.
Sten Bønsing, lektor i offentlig ret ved Aalborg Universitet, ser to mulige forklaringer.
- Det er jo ikke, fordi ministeriet ikke har kendt til reglerne, siger han til Politiken.
- Så enten er fejlen bevidst, eller også er det lykkedes at få ministeriet oprettet så underligt, at der er nogen, der kender reglerne, mens det er nogle andre, der træffer afgørelser. Men det bliver mere og mere usandsynligt.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker