Røntgenrevolution giver mindre ventetid

Slut med at vente på, at lægerne endelig finder dine røntgenbilleder på sygehuset. Slut med at billederne desværre bliver væk i posten, så du skal have taget nye. Slut med den sundhedsrisiko som det er at skulle røntgenfotograferes igen på grund af forsvundne billeder.

En billedrevolution er på vej til de danske sygehuse til gavn for både patienter, personale og sygehusøkonomien.

Et nyt fælles projekt mellem regionerne vil markant ændre den måde, som vigtige billeder af patienterne håndteres på. I dag kan der gå meget tid med at finde billederne frem.

Men snart vil alle billeder - først røntgen og siden også skanninger og EKG - lynhurtigt kunne hentes frem på en skærm på ethvert sygehus. Uanset hvor billederne oprindeligt er taget.

- Når røntgenbilleder skal videredistribueres via menneskehænder eller med post, er der altid øget risiko for, at de bliver væk eller forsinkes, siger it-direktør Michael Hansen fra Region Sjælland, der er bannerfører på projektet, og fortsætter:

- Fremover vil billederne stadig ligge på det enkelte sygehus, men kan ses alle steder samtidigt og lynhurtigt.

Alene i Region Sjælland tages der op mod 10-11.000 retakes årligt til en pris på omkring 1000 kroner hver.

Region Sjælland begynder for alvor fra maj at hælde data på. Derefter følger Region Nordjylland og siden de tre andre regioner. Hele systemet skal være klar inden for de næste to år.

Michael Hansen tøver ikke med at kalde projektet for banebrydende.

- Vi er formentlig også de første, der gennemfører det i hele land, mens andre lande som Norge bruger det på enkelte sygehuse. Det er svært at få øje på andet end gevinster ved det, siger han.

Regionerne forventer at spare omkring 250 millioner kroner ved den nye teknik over fem år.

/ritzau/

Et nyt projekt mellem regionerne vil markant ændre den måde, som vigtige billeder af patienterne håndteres på.

Offentliggjort Sidst opdateret