Roskilde raser over grådighedsbeskyldning

Roskilde Festivalen afviser flere anmelderes beskyldningerne om, at festivalen er blevet grådig.

- Jeg kan sagtens forstå, at SU-budgettet kan føle sig presset, men vi er absolut ikke den dyreste festival i dag, siger Henrik Ramussen, der er administrerende direktør for Roskilde Festival.

Priserne er for høje til SU-budgettet, og folk kan ikke længere tage egne drikkevarer med på festivalspladsen. Sådan lød kritikken fra avisernes anmeldere.

B.T. kaldte anmelder Steffen Jungersen det for "uforskammethed", at man oven i den dyre billet tvinges til at betale 40 kroner for en fadøl og 40 kroner for en hotdog. Arrangørerne mener dog, at der er masser af muligheder.

- Selvfølgelig kan du spise noget, der er rigtig dyrt, men du kan faktisk også finde billig mad. Så længe folk har valget, er det ikke et problem, siger Henrik Rasmussen, som selv spiste spagetti til 40 kroner.

Beskyldninger om grådighed afhænger af øjnene, der ser. Henrik Ramussen ser således prisstigningerne og forbuddet mod egne drikkevarer på som en nødvendighed for festivalens fremtid.

- Vi har et almennyttigt og velgørende sigte. Vi kan ikke have underskud et enkelt år. Derfor skal vi tjene penge, og derfor er vi nødt til at sikre os de nødvendige indtægtskilder, siger direktøren for Danmarks største festival.

Til årets festival indførte ledelsen, at folk på SU kan købe festivalsbilletten på en afbetalingsordningen.

- Det blev en succes i år, så allerede nu kan man købe afbetalingsbilletter frem mod 2011 og 2012.

Han understreger, at folk stadig kan gøre som det passer dem på campingområdet, og når man fratager folks drikkevarer på festivalpladsen, er det kun for at sikre musik af høj kvalitet i fremtiden.

- Derfor er det irriterende, hvis folk ser det som grådighed, siger Henrik Rasmussen.

/ritzau/

Arrangørerne bag Roskilde Festivalen er irriterede over beskyldningen om grådighed. Vi gør det for festivalens fremtid, siger direktør Henrik Rasmussen.

Offentliggjort Sidst opdateret