Mens festivalgæster valfarter mod København for at tørre efter morgenens voldsomme regnskyl i Roskilde, løber medarbejderne på luksuslejren H&M Reboot Camp ekstra stærkt for at hjælpe deres campister.
Her er mange nemlig vågnet op i en stor regnpyt, fordi teltene ikke holder tæt.
- Teltene kan ikke lukkes ordentligt for neden, så der lå masser vand i teltet, da jeg vågnede, siger Louise Thomsen, mens hun venter på at få en presenning og tørre håndklæder.
Morgenens massive regnskyl er dog ikke nok til at slå den 33-årige festivalgæst ud.
- Nu har vi haft virkelig godt vejr på festivalen de sidste par år, så lidt vand skader ikke, siger hun.
Louise Thomsen og de øvrige cirka 1600 luksus-campister står da heller ikke i den værste situation på årets festival.
I lejren, der ligger uden for det almindelige campingområde, kæmper medarbejderne nemlig på højtryk for at udbedre vandskaderne.
Lejrens vaskeri sørger for rene og tørre soveposer, friske håndklæder og tørt tøj.
Gæsterne får udleveret presenninger til teltene, og i de store fællestelte er der varm kaffe, gratis morgenmad og ikke mindst tag over hovedet.
I ChaChaCha stylingsalonen kan regnvådt hår komme under kærlig (og naturligvis gratis) behandling hos en frisør, mens hårtørrere, glattejern og stylingprodukter står til fri afbenyttelse.
Komikeren Simon Jul spiller op i loungen, og juicebaren Joe and the Juice langer varme sandwich over disken.
- Her er rart, men jeg overvejer alligevel at tage hjem til København, siger Bjarke Askaa, der også vågnede op til et vådt telt.
Han sidder i loungen og spiser morgenmad.
- Men jeg har ikke taget stilling til så meget endnu, siger han med en hæs stemme og tager en tår af sin kaffe.
Udenfor siler regnen siler ned, men der er godt nyt til de mange festivalgæster. Danmarks Meteorologiske Institut lover nemlig opklaring i løbet af eftermiddagen.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker