Royal Run sætter de mindre kommuner på landkortet og skaber stolthed

Årets fem værtsbyer er Aarhus, Brønderslev, Fredericia, Kalundborg og København/Frederiksberg. Kong Frederik skyder årets Royal Run i gang mandag med at løbe en mil - omkring 1,6 kilometer - i Fredericia. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I Brønderslev, som for første gang er værtsby for Royal Run, venter man i spænding. Det kan nemlig have stor omdømmeeffekt for kommunerne at være værter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Knap 100.000 motionsglade danskere snører mandag kondiskoene, når de løber ud på en solbeskinnet anden pinsedag i forbindelse med årets Royal Run.

Den kongelige løbefest er en stor begivenhed for de kommuner, der står for at agere værtsbyer.

Men visse foranstaltninger skal være på plads, før en by kan blive godkendt.

Det fortæller Jens Otto Størup, der er administrerende direktør i DGI. Han sidder i den såkaldte styregruppe, der udvælger værtsbyerne.

- Det er et vigtigt kriterie, at vi kan mærke, at kommunen, som byder ind på det, virkelig vil det, siger han.

Jens Otto Størup forklarer, at der for arrangørerne er et vigtigt signal i, at løbet kommer ud i hele Danmark.

- Det har selvfølgelig en omdømmemæssig effekt for kommunerne at komme på landkortet. Og så er der en stolthed over at komme fra et område, der afholder Royal Run, siger han.

Netop stolthed fremhæver Mikael Klitgaard (V), der er borgmester i Brønderslev Kommune.

- Det giver lidt selvværd. Man tænker, så er vi også med til at spise kirsebær sammen med nogen, siger borgmesteren.

Brønderslev er værtsby for første gang, og det er her, at kronprins Christian skal løbe en mil alene uden kongeparret.

Han får dog selskab af borgmesteren, der forudser, at han nok ikke kan følge den "unge, friske" kronprins.

Mikael Klitgaard fortæller, at det har været en holdindsats at få Brønderslev som værtsby.

- Der var nogle velmenende mennesker i vores kommune, der gerne ville sætte os på landkortet. Men vi vil ikke tage pengene fra hjemmehjælpen eller børnehaverne, siger han.

Derfor har lokale erhvervsdrivende indsamlet 1,5 millioner kroner, så løbet kunne komme til Nordjylland.

Sidste år var Royal Run forbi Aabenraa. Og det har vist sig, at de mindre kommuner gør det fremragende, selv om de ikke er vant til så mange store events, siger Jens Otto Størup fra DGI. (Arkivfoto). Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix

- Det viser jo vores kommune i en nøddeskal, at vi faktisk hjælper hinanden, siger borgmesteren.

Men uanset vilje er der noget logistik, der skal gå op, inden man kan kalde sig for værtsby, forklarer Jens Otto Størup fra DGI.

- Vi skal simpelthen kunne fragte de kongelige rundt, sådan at de meget gerne skal kunne lande i København, hvor de har tradition for at være med.

- Og så er vi meget optaget af sikkerhed. Der skal afvikles afspærringer og være styr på det, når mange tusinde mennesker skal løbe igennem en by, siger Størup.

I Brønderslev begiver 9000 løbere sig ud på de royale løberuter.

Det ser borgmesteren på med stor optimisme. Her trækker byen på erfaringer fra store markedsdage, hvor der også kommer mange til byen, forklarer han.

- Vi er gået meget seriøst ind i det og har virkelig gjort et forarbejde, som i hvert fald gør, at jeg tror, at det bliver meget vellykket, siger Mikael Klitgaard.

For kronprinsens vedkommende bliver det første gang, at han skal løbe uden sin far og mor. Kronprinsen løber således alene i Brønderslev. Han får dog selskab af byens borgmester, der forudser, at han ikke kan følge med kronprinsen. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I Aarhus mener kommunens eventchef, at man er vokset med opgaven de gange, der er blevet lagt aarhusiansk asfalt til Royal Run.

- For Aarhus Kommune er det faktisk et rigtigt vigtigt resultat. For vi står med en styrket idrætsorganisation.

- Det har altid været en rigtig god oplevelse at være værtsby. For først og fremmest handler det jo om at give byens borgere en rigtig god oplevelse, siger Jørn Sønderkjær Christensen.

Det er fjerde gang, at Aarhus, hvor kong Frederik i sin tid studerede, er værtsby.

/ritzau/

En royal folkefest

* Det er sjette udgave af Royal Run, der finder sted anden pinsedag.

* Årets fem værtsbyer er Aarhus, Brønderslev, Fredericia, Kalundborg og København/Frederiksberg.

* Første udgave af løbet blev afviklet i 2018 i anledning af, at kongen, der da var kronprins, fyldte 50 år.

* Flere end 500.000 startnumre er blevet solgt siden løbets begyndelse trods aflysning et år på grund af corona.

* I år har flere end 95.000 tilmeldt sig løbet. Det er det højeste antal nogensinde. Sidste år havde 93.000 tilmeldt sig folkefesten i kondisko.

* Motionseventet arrangeres af idrætsvisionen "Bevæg dig for livet" i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund.

Kilder: Bevæg dig for livet og royalrun.dk.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu