Ruslands Hus lukker sine aktiviteter i Danmark
Den russiske ambassaden skriver, at lukningen af Ruslands Hus er et resultat af de danske myndigheders beslutning om at reducere antallet af russiske diplomater i Danmark. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Ruslands Hus hører under den russiske ambassade og har siden juli sidste år stået på EU's sanktionsliste.
Den russiske ambassade i Danmark skriver på Facebook, at Ruslands Hus lukker for sine aktiviteter i Danmark den 27. september.
Det skriver Jyllands-Posten.
Ruslands Hus er den danske filial af den statskontrollerede organisation Rossotrudnichestvo. Siden juli sidste år har den stået på EU's sanktionsliste. Huset hører under den russiske ambassade.
EU begrundede indførelsen af sanktioner mod Rossotrudnichestvo med blandt andet:
- I mange år har den fungeret som paraplyorganisation for et netværk af russiske landsmænd og påvirkningsagenter.
Over for Jyllands-Posten har Flemming Splidsboel, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), tidligere kaldt Ruslands Hus for 'Kremls forlængede arm' i udlandet.
- Deres officielle formål er at udbrede kendskabet til russisk kultur i udlandet, men de er del af ambassaden, og dermed kan de ansatte også spille en rolle i for eksempel at rekruttere agenter i Danmark, siger Flemming Splidsboel.
Ambassaden skriver, at lukningen er et resultat af de danske myndigheders beslutning om at reducere antallet af russiske diplomater i Danmark.
I begyndelsen af september oplyste Udenrigsministeriet, at antallet af medarbejdere på den russiske ambassade i Danmark blev reduceret, så den svarede til størrelsen på bemandingen på Danmarks ambassade i Rusland.
Det indebar et loft på fem diplomater og 20 ansatte fra det administrative og tekniske personale. Ti diplomater skulle derfor forlade Danmark inden den 29. september.
Flemming Splidsboel mener ikke, at lukningen af Ruslands Hus vil påvirke den russiske tilstedeværelse i Danmark nævneværdigt.
- Jeg vil tro, at man har haft svært ved at skaffe deltagere til husets arrangementer, og det er heller ikke sådan, at et dansk gymnasium vil invitere direktøren ud for at tale om russisk kultur, siger Flemming Splidsboel til Jyllands-Posten.
- Så man har nok vurderet, at det gav mening at spare ressourcer her, når nu Danmark har valgt at udvise diplomater.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker