Rygere: Kun rygning i hjemmet tilbage

Ifølge rygerne i Danmarks Rygerforening bevæger man sig tættere og tættere på en tilstand, hvor der kun må ryges inden for hjemmets fire vægge. Og det snakkes der også om skal forbydes, hvis det generer andre mennesker.

- Grænsen for, hvad der er accepteret, skubbes hele tiden. Der er næsten kun hjemmet tilbage, hvor man kan ryge med god samvittighed.

- Jo, man kan godt ryge udenfor, men selv der bliver man nogle gange set skævt til, siger talsmand Frank Pedersen.

ifølge Jyllands-Posten indgår det i diskussionen om en ny rygelov, hvordan man kan forbyde rygning på enkeltmandskontorer, og om det også skal indbefatte traktorer og lastbiler, som i teknisk forstand også regnes som enkeltmandskontorer.

Kræftens Bekæmpelse, Lungeforeningen og Hjerteforeningen opfordrer samtidig i MetroXpress til, at man indfører et totalt rygeforbud på skolerne, så man ikke må ryge i skoletiden - heller ikke uden for skolens område.

Antallet af rygere er faldet over de seneste år, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. I 2000 røg 33 procent af danskerne over 15 år dagligt, mens tallet i 2011 er faldet til 18 procent.

Tallene viser også, at det ikke kun handler om færre personer, som begynder, men snarere flere og flere, som stopper.

Frank Pedersen er enig i, at alle, der generes af røg, skal have mulighed for at undgå det. Men at rygerne presses unødvendigt hårdt af både folkestemning og politikere.

Eksempelvis mener han, at restauranter selv bør kunne vælge, om rygning skal være tilladt eller ej, og at det så også kan være op til ikke-rygerne at vælge den restaurant, de vil spise på. Og at virksomheder også bør have opsatte rygerbåse som lovkrav.

- Der bør være plads til os alle, mener jeg. Og det kan der godt være, uden at man forbyder, siger han.

/ritzau/

Mens Folketingets partier i dag skal diskutere yderligere stramninger af rygeloven, føler en gruppe rygere sig mere og mere og pressede.

Offentliggjort Sidst opdateret