Socialdemokraterne sender varme vinde mod de Greenpeace-aktivister, der tirsdag morgen sejlede ud i farvandet ved øen Sild syd for Rømø i Sønderjylland for at lægge tonstunge kampesten på havbunden.
Sild Rev, der ligger i tysk farvand, er et såkaldt Natura 2000-område, som den tyske regering er forpligtet af EU til at beskytte. Det er dog ikke sket, siden området blev udpeget i 2004.
Mette Gjerskov, der er miljøordfører for Socialdemokraterne, mener, at det er positivt, at Greenpeace vil forbedre naturen med lovlige metoder.
- Vores natur lider, og alle lovlige midler bør tages i brug, siger Mette Gjerskov.
- Jeg er glad for, at Greenpeace sætter fokus på netop havene, som i den grad er udsat for forurening. Et problem, som bliver ignoreret af regeringer i mange lande, herunder Danmark, tilføjer hun.
Lige inden sommerpausen fremsatte Socialdemokraterne et forslag om havnationalparker, som netop skal beskytte naturen til havs. Det valgte regeringen og Dansk Folkeparti dog at stemme i mod.
Beslutningsforslaget pålagde regeringen i samarbejde med folketinget at udpege to eller tre nationalparker på havet i dele af farvandene Kattegat, Limfjorden, Østersøen eller Isefjord/Roskilde Fjord. Men det blev altså ikke til noget.
Ifølge Hanne Lyng Winter, der er havbiolog i Greenpeace Norden, er der død og pine brug for, at politikerne snart træder i karakter.
- 18 procent af havområderne i Danmark er udpeget som Natura 2000-områder, og den danske regering har brugt massevis af penge på at finde disse specielle områder. Men man har ikke gjort noget for at regulere skibsfart eller fiskeri. Det, synes jeg, er under al kritik, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker