Fødevarestyrelsens kødkontrol ude i butikkerne skal have en ekstrabevilling på 20 millioner kroner for at komme til at fungere.
Det siger Socialdemokraterne i forbindelse med igangværende forhandlinger med regeringen om en oprustning.
Pengespørgsmålet er efter et forhandlingsmøde tirsdag mellem alle Folketingets partier det store udestående problem, som parterne mødes om igen på torsdag, siger Socialdemokraternes forhandler, Bjarne Laustsen.
Højere gebyropkrævninger til dagligvarebranchen er blandt forhandlingsforslagene til at skaffe ekstrabevillingen, siger han.
Et særligt rejsehold er på tale til at gennemføre ekstraordinære og mere grundige kontrolbesøg, hvor der er mistanke om fusk med gammelt kød eller falsk varebetegnelse for kødkvaliteten.
- Det kræver ansættelse af flere folk, siger Bjarne Laustsen.
Forhandlingerne er kommet i stand efter de seneste dages skandaler om gammelt, ompakket kød i flere supermarkedskæder.
Fødevarestyrelsen har opfordret de ansatte til at droppe ferie og afspadsering året ud for at få tid til at gennemføre flere kødkontroller samt andre lovede ekstrakontroller, blandt andet på minkfarme. Det blev oplyst på mødet med partierne.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker