S om besparelser i Togfonden: Regeringen splitter Danmark
Regeringen laver et "frontalangreb" på Togfonden, mener Socialdemokraternes Morten Bødskov.
Togfonden vil få Danmark til at hænge bedre sammen, og det er regeringen nu i gang med at ødelægge.
Det mener Socialdemokraternes erhvervsordfører, Morten Bødskov.
Reaktionen kommer, efter DR Nyheder onsdag kunne fortælle, at regeringen lægger op til at spare op mod 21 af de 28,5 milliarder kroner, som parterne bag Togfonden havde sat af til investeringer i den kollektive trafik.
- Med det her splitter regeringen Danmark. Det gør den, fordi den nu laver et frontalangreb på årtiers største investeringsplan, som har det ene formål, at Danmark skal hænge bedre sammen med offentlig trafik.
- Jeg er meget forundret over, at finansministeren nu laver et overgreb på det her, siger han.
Planerne i Togfonden indeholdt blandt andet den såkaldte timemodel, som skulle sikre, at der blot ville være én times rejsetid mellem landets største byer, København-Odense, Odense-Aarhus og Aarhus-Aalborg.
Regeringspartiet Venstre står uden for aftalen om Togfonden, der blev indgået i 2014 af partierne i rød blok og Dansk Folkeparti.
Ifølge DR er også Dansk Folkeparti klar til at skære i finansieringen til projekterne i Togfonden. Men Morten Bødskov frygter ikke, at forliget bliver brudt.
- Jeg har ikke hørt Dansk Folkeparti sige, at vi ikke skal investere i et mere sammenhængende Danmark, når det kommer til den kollektive trafik. Derfor betragter vi forliget som intakt.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) begrunder blandt andet den kolde skulder til Togfonden med, at finansieringen er bundet op på skatter fra nordsøolien, og at et fald i oliepriserne betyder, at finansieringen ikke hænger sammen.
Men den forklaring køber Morten Bødskov ikke.
- Finansministeren har ikke en god pointe. Han ved godt, at oliepriserne svinger, og at de beregninger, regeringen nu har lavet, bare er et øjebliksbillede, siger Bødskov.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker