S, SF og R sikrer K-borgmester i Holstebro

Med støtte fra S, SF og De Radikale bliver den konservative John Thorsø overraskende ny borgmester i Holstebro. Det står klart kun et døgn efter, at den siddende borgmester Arne Lægaard (V) ellers var udset til fire år mere i borgmesterstolen.

Gruppeformand H.C. Østerby fra Socialdemokraterne siger, at de sejrende partier på valgnatten var skuffede over, at man tilsyneladende ikke kunne vinde borgmesterstolen.

- Derefter begyndte vi at lede efter brugbare udveje, så de markante skulderklap, både partiet og jeg fik, kunne veksles til størst mulig indflydelse. Løsningen blev et samarbejde med de konservative, siger den socialdemokratiske gruppeformand H.C. Østerby i en pressemeddelelse.

Konstitueringsaftalen betyder, at støttepartierne til K-borgmesteren får 1. viceborgmesterposten samt formandsposterne i en række vigtige udvalg.

- Alternativet havde været fire år i opposition med begrænset indflydelse under et defensivt byråd. Det fortjener hverken Holstebro eller de mange vælgere, der satte kryds ved os. Vi gik til valg på nye visioner og udvikling i kommunen. Nu får vi mulighed for at sætte handling bag ordene, siger H.C. Østerby, der fik over 4600 personlige stemmer.

En anden af tirsdagens sejrherrer, den konservative John Thorsø, glæder sig til den nye udfordring som borgmester:

- Borgmesterposten var det, jeg gik efter. Da Socialdemokraterne henvendte sig, var jeg ikke i tvivl. Jeg er overbevist om, at samarbejdet bliver både dynamisk og udviklende.

/ritzau/

Venstre mister uventet sin borgmesterpost i Holstebro, hvor Anders Lægaard ellers var udset til fire år mere i stolen. De Konservative overtager posten.

Offentliggjort Sidst opdateret