S vil have minister ind i Rathsack-sag

Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) må tage fat i kraven på forsvarets ledelse og få dem til at stoppe forfølgelsen af den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack.

Det mener Socialdemokraterne, der ligesom flere andre partier kalder forsvarets behandling af Rathsack for "uanstændig". Både Venstre, De Konservative og SF opfordrer forsvaret til at droppe forsøget på at rejse en disciplinærsag mod forfatteren til bogen "Jæger - i krig med eliten".

- Det er ualmindelig dårlig dømmekraft, at man med den ene hånd ønsker Thomas Rathsack tilbage på arbejde og med den anden tilbageholder hans sikkerhedsgodkendelse og vifter med en disciplinærsag. Det er helt hen i vejret, siger Socialdemokraternes forsvarsordfører John Dyrby Paulsen.

Hvis forsvarets ledelse ikke selv kan se det, så må forsvarsministeren overbevise dem om det, mener han:

- Som politikere kan vi ikke gå ind i enkeltsager. Men her må forsvarsministeren træde i karakter og få stoppet det. Det er helt uanstændigt, siger John Dyrby Paulsen.

Thomas Rathsack har været suspenderet i 14 måneder fra sit arbejde som uddannelsesbefalingsmand i Hjemmeværnet. Det er i sig selv et alt for langt sagsforløb, og det har givet forsvaret rigeligt tid til at afgøre en disciplinærsag, siger John Dyrby Paulsen.

Kort efter, at Thomas Rathsack mandag fik sit job hos forsvaret tilbage oplyste Forsvarets Personeltjeneste, at man fortsat forsøger at rejse en disciplinærsag mod Rathsack. Ironisk nok kan sagen i yderste konsekvens ende med, at Thomas Rathsack mister sit arbejde igen. Sanktionerne går fra påtale over bøde til fyring i meget alvorlige sager, oplyser Forsvarets Personeltjeneste.

/ritzau/

Forsvarsministeren bør skride ind og få forsvaret til at stoppe forfølgelsen af Thomas Rathsack. Det mener S.

Offentliggjort Sidst opdateret