S vil kigge på simplere billetsystem

Sammenlægningen af en række takstsystemer med individuelle priser og rabatter gør prisen til et større regnestykke, og 3 ud af 10 brugere kan ifølge en kundeundersøgelse ikke gennemskue, hvordan prisen udregnes.

Derfor vil Socialdemokraterne nu overveje, om man en gang for alle skal droppe de regionale takstsystemer og indføre et landsdækkende.

- Det er helt oplagt i forbindelse med, at vi skal fordele en halv milliard om året til takstnedsættelser, at vi også kigger på takststrukturen. Der kan være nogle ting, der kan gå op i en højere enhed, siger trafikordfører Rasmus Prehn.

Hos selskabet bag det nye billetsystem, Rejsekort A/S, vil administrerende direktør Bjørn Wahlsten lade det være op til politikerne at afgøre, om det er hensigtsmæssigt at slå de nuværende takstsystemer sammen.

- Der kan laves mere enkle måder at lave priser i den kollektive trafik, og der kan laves mere komplicerede, konstaterer han.

- Rejsekortet kan klare begge dele, men det er trafikselskaberne og politikerne, der skal finde ud af, hvad vi skal have for et prissystem i fremtiden, siger han og tilføjer:

- Det er vigtigt at sige, at lavede man et meget enkelt takstbillede, så ville mange kunder pludselig få meget store ændringer i forhold til deres nuværende priser.

Hos Venstre er trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen ikke parat til at ændre på takstsystemerne.

- Vi har baseret den kollektive trafik på regionerne, og det går vi ikke ind og piller ved. Vi må se at få rejsekortet i mål inden for de oprindelige rammer, og det arbejde skal ske i Rejsekortet A/S, siger han.

/ritzau/

Hver uge kan de danske medier berette om frustrerede kunder, der ikke kan gennemskue priserne i fremtidens billetsystem i den offentlige transport, rejsekortet.

Offentliggjort Sidst opdateret