Der er lagt op til fællessang skyllet ned med rundstykker og kaffe, da dagens første bus med vrede demonstranter tirsdag morgen 7.30 lægger "fra havn" i Skagen.
Endemålet er Christiansborg Slotsplads, hvor 3F har arrangeret demonstration mod regeringen og Dansk Folkepartis aftale om dansk økonomi.
En plan, der blandt andet indebærer en halvering af dagpengeperioden.
Ifølge lokalformand for 3F i Frederikshavn Morten Dahlberg Nielsen er målet, at "få politikerne til at vågne op og se, hvor skæv deres plan er".
Men hvad får 70 nordjyder til at tage hele turen til København for at råbe ad nogle politikere, der sågar har meddelt, at de i dag ikke befinder sig på Christiansborg?
- V er i forvejen hårdt ramt her i Nordjylland, og mange af vores medlemmer vil blive berørt af den kortere dagpengeperiode. Så vi siger til politikerne, at det her bare ikke er i orden, siger Morten Dahlberg Nielsen.
Spørgsmål: Tror du jeres demonstration ændrer noget som helst, når statsministeren allerede har meddelt, at man ikke kan demonstrere sig til at få regeringen til at føre en uansvarlig økonomisk politik?
- Det skal han jo sige, men det er tom retorik. Han bør også lytte til sin befolkning. Også selvom han ikke er valgt som statsminister, siger Morten Dahlberg Nielsen og tilføjer:
- Det kan godt være, at Lars Løkke synes, at vi skal samle regningen op, men han kunne sgu godt have fordelt den lidt bedre.
Bussen med de 70 nordjyder regner med at nå frem, så de kan mødes med demonstranter fra resten af landet i Fælledparken og gå i samlet flok til Christiansborg Slotsplads.
- Hvis vi kan holde rygerne i ro, så regner jeg med, at vi kan ramme København klokken 15, lyder det forhåbningsfuldt fra lokalformanden.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker