Så er finale-landene fundet i Eurovision
Når Basim lørdag aften går på scenen og forsvarer de danske farver i Eurovision-finalen, er der 25 konkurrenter, der skal fejes af banen. Hvem det drejer sig om, stod klart torsdag aften, da den anden semifinale i den internationale musikkonkurrence blev afgjort.
Schweiz, Slovenien, Polen, Rumænien, Norge, Grækenland, Malta, Hviderusland, Finland og Østrig gik videre, og har dermed chancen for at vinde det eftertragtede trofæ.
Østrig er blandt de deltagende lande, der for alvor har skilt sig ud i år. Landet bliver nemlig repræsenteret af transvestitten Conchita Wurst, der har vakt stor opmærksomhed.
Med sejren følger også retten til at afholde Eurovision næste år og dermed overtage værtsskabet fra Danmark, der afholder showet på Refshaleøen i København. Øen har i anledning af den festlige begivenhed fået navnet "Eurovision Island" under arrangementet.
Nikolaj Koppel, Lise Rønne og Pilou Asbæk, der er værter på showet, guidede seerne igennem en aften, der ud over de konkurrerende landes bidrag også bød på et musikalsk show fra Australien.
Sangerinden Jessica Mauboy optrådte nemlig for at fejre, at rigtig mange australiere følger med i det europæiske show - knap tre millioner så med sidste år fra "down under".
Den første semifinale blev afholdt tidligere på ugen, og her blev 16 lande skåret ned til 10. Blandt dem, der gik videre, var storfavoritterne Sverige og Armenien. Begge lande stiller op med ballader.
Da Danmark i år er værtsland for Eurovision, er Basim og sangen "Cliche Love Song" garanteret en plads i lørdagens store show. Også Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien og Storbritannien er direkte i finalen, der kan ses på DR1 fra klokken 21.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie