Så er togene atter på vej ud til danskerne
DSB kører fra morgenstuden sine tog ud garagerne, og danskerne kan igen tage toget på arbejde. Men det er ikke en normal fredag morgen, og køreplanen er reduceret.
Og nogle steder er toget erstattet af busser efter stormen Bodils hærgen. Mellem Aalborg og Hobro, er der sat busser ind, fordi der i Rold Skov er faldet en del træer ned over skinnerne.
Ved Padborg er der problemer med, at der er faldet træer ned over køreledningerne. Og så er der endelig S-togsnettet, hvor der i øjeblikket kører busser mellem Hillerød og Birkerød.
- Selvom vi er stærkt på vej tilbage igen efter i går, så er der et par steder, hvor vi kører med busser i stedet for tog. Ellers kører vi tog over hele landet med i et mindre omfang end en normal fredag morgen, siger Tony Bispeskov, trafikinformationschef i DSB.
- Men i løbet af dagen vil vi løbende sætte flere og flere tog ind, siger han.
Det var Banedanmark, der torsdag tog beslutningen om at stoppe togene i hele Danmark. Stormen er nu løjet af, og Banedanmark har inspiceret togstrækningerne, fjernet væltede træer.
- Jeg har ikke noget overblik over skaderne. Men min umiddelbare vurdering er, at skadernes omfang er mindre end efter oktoberstormen, siger trafikinformationschefen.
Det er formentlig første gang, at danskerne har oplevet, at DSB kørte alle tog i garage. Tony Bispeskov siger, at der er kolleger, der har arbejdet i DSB i 40 år, aldrig har oplevet det her tidligere.
- Vi aflyste cirka halvdelen af vores tog torsdag - og det er altså flere hundrede tog, der blev aflyst, siger trafikinformationschefen.
Tony Bispeskov opfordrer togpassagerer til at kigge på DSB's hjemmeside, så de kan se, om deres tog kører normalt.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned