Så har Egedalsvænge fået juletræ
Juletræskonflikten i boligforeningen Egedalsvænge i Kokkedal nord for København ser nu ud til at have fundet sin løsning.
Fredag eftermiddag blev der således opsat et juletræ på den pagode, der også tidligere har lagt tag til træet.
Løsningen på konflikten betyder, at foreningen Stop Islamiseringen af Danmark (Siad) afblæser sin ellers anmeldte demonstration lørdag i Kokkedal.
I en pressemeddelelse på Siads hjemmeside hedder det blandt andet:
- Det forlyder nu, at juletræet kommer op i Egedalsvænge i Kokkedal. Siad aflyser derfor demonstrationen lørdag af hensyn til de folk, der kommer langvejs fra, bl.a. Bornholm, Skagen og Sønderjylland.
Ifølge SN.dk har aflysningen fået Antifascistisk Aktion til af afblæse en bebudet moddemonstration.
Det var forventet, at der kunne ske noget i sagen om det manglende juletræ, efter at bebyggelsen onsdag aften valgte ny afdelingsbestyrelse. Det skete på en fem timer lang ekstraordinær generalforsamling.
Efterfølgende ville den nyvalgte afdelingsformand, Anders Brøgger, ikke afsløre, om Egedalsvænge nu fik et juletræ. Men det skete altså fredag eftermiddag.
Balladen om det manglende juletræ har verseret siden begyndelsen af november.
Her kom det frem, at et flertal i den daværende afdelingsbestyrelse havde afvist at bruge 6000 kroner på et juletræ, mens man angiveligt havde bevilget 60.000 kroner til afholdelse af en fest i forbindelse med den muslimske Eid-højtid.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker