Sådan sparer du penge på elregningen når du skal vælge vaskeprogram

Selv om den mere miljøvenlige ECO-funktion på vaskemaskinen tager længere tid end andre programmer, så bruger den faktisk ikke mere energi. (Arkivfoto). Foto: Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

Det kan have betydning for dit energiforbrug, både hvor mange grader du vasker på, samt hvilket program du bruger, fortæller to eksperter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der skal spares på strømmen, hvis du gerne vil undgå, at energiregningen stikker af. Det har fået mange til at vaske tøj eller sætte opvaskemaskinen i gang på skæve tidspunkter.

Men tidspunktet gør det ikke alene. Det har nemlig også betydning, hvilke programmer du vasker på.

Sådan siger projektleder Gitte Sørensen fra Forbrugerrådet Tænk, hvor hun har ansvaret for test af hårde hvidevarer. Faktisk har graderne mest at sige, fortæller hun.

- Det, maskinen bruger mest energi på, er at varme vandet op. Så hvis du kan vaske på 30 grader i stedet for 40 grader, sparer du energi dér, siger hun.

Visse ting skal naturligvis vaskes på 60 grader, og maskinen har samtidig godt af at blive vasket på de høje temperaturer en gang imellem for at dræbe bakterier, der måtte sætte sig i tromlen, siger Gitte Sørensen.

I dag har mange vaske- og opvaskemaskiner også et mere miljøvenligt ECO-program. Selv om det typisk bruger længere tid end andre programmer, så bruger et ECO-program mindre energi.

Det fortæller René Meng, der er product trainer hos hvidevarekoncernen Electrolux.

Husk at fylde opvaskemaskinen helt op, før du sætter den i gang, lyder rådet fra Gitte Sørensen fra Forbrugerrådet Tænk. (Arkivfoto). Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

- Folk tænker, at når vi reducerer vasketiden, så sparer vi meget. Men det er ikke motordelen, der trækker det meste strøm, når vi vasker. Det er varmelegemet i maskinen, der trækker klart mest strøm. Derfor har tiden ikke noget at sige, siger han.

Det er særligt på nyere maskiner, at den forbrugsmæssige forskel på ECO-programmet og et almindeligt program er størst.

Der findes naturligvis også vaskemaskiner af ældre dato, som ikke har et ECO-program, og som generelt bruger mere energi end nyere maskiner.

Gitte Sørensen mener dog ikke, at det kan betale sig at købe en ny maskine, før den gamle går i stykker.

- Der er nok mange, der tænker, at hvis man skifter den gamle maskine ud med en ny, så får man noget, der bruger mindre energi. Men der skal alligevel vaskes mange gange, før det har tjent sig ind igen, siger hun.

Faktisk mener Gitte Sørensen, at vi helt skal begynde at overveje, hvor ofte vi skal vaske vores tøj.

- Vi kan godt komme ind i en vane med, at vi bare smider alt tøj til vask efter en gangs brug. Men vi bør lige tjekke, om det er nødvendigt, siger hun.

Derfor foreslår René Meng også, at du udnytter den dampfunktion, som mange nyere vaskemaskiner har.

- Den funktion kan bruges på tøj, der ikke nødvendigvis er beskidt, men som godt kan trænge til at blive frisket op. Det kan være en skjorte, du har haft på ud over en undertrøje hele dagen, siger han.

Ved at dampe dit tøj frem for at vaske det bruger du langt mindre vand og dermed også langt mindre energi.

Mange steder i landet er der også meget kalk i vandet. Derfor er det en lavthængende frugt, når vi husker at få afkalket både vaske- og opvaskemaskinen.

- Hvis kalken sætter sig på varmelegemet, så skal maskinen bruge mere energi på at varme vandet op, siger René Meng.

Hyppigheden af afkalkningen afhænger af, hvor hårdt eller blødt vandet er i dit område. I områder med hårdt vand skal det gøres noget hyppigere.

/ritzau fokus/

Sådan bør du bruge tørretumbleren

* I disse sparetider er det bedste råd helt at undgå brugen af tørretumbleren. Tør i stedet tøjet udendørs eller på badeværelset, hvis det er muligt.

* Selv hvis din tørretumbler har en ECO-funktion, er det ikke nødvendigvis mere energivenligt at bruge den frem for andre funktioner.

* Nye test hos Forbrugerrådet Tænk viser, at tøjet var lidt mindre, men stadig ikke helt tørt ved ECO-funktionen. Så man er alligevel nødt til at tørre yderligere.

* Vælger du at bruge tørretumbleren, skal du huske at rense filtrene jævnligt. Det gælder både filteret i eller ved lågen samt filteret foran kondensatoren, hvis det også findes.

Kilde: projektleder hos Forbrugerrådet Tænk med ansvar for test af hårde hvidevarer Gitte Sørensen.

/ritzau fokus/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu