Salg af medicin i håndkøb slår rekord

Reklamer og øget tilgængelighed har de seneste 10 år fået forbruget af piller, sprays og tabletter til at stige drastisk, viser tal fra Lægemiddelstyrelsen og Apotekerforeningen.

Butikker og apoteker langer nu 69 procent mere håndkøbsmedicin over disken end i år 2000 - året før reklamer og håndkøbssalg i detailhandlen blev frigivet. Det skriver Politiken lørdag.

Jens Søndergaard, forskningslæge og professor i almen praksis ved Syddansk Universitet samt praktiserende læge, kalder udviklingen problematisk:

- Folk behandler sig selv, når de i stedet burde have en lægelig vurdering. De tror, at medicin i håndkøb er ufarligt, og det er jo noget sludder. Stoffer som paracetamol og ibuprofen er potentielt dødfarlige, siger han.

Samtidig med det boomende forbrug af håndkøbsmedicin har forbrugerne svært ved at finde den rette medicin og den rette dosering. Det viser en ny undersøgelse fra Apotekerforeningens forskningscenter, Pharmakon.

- Hver femte kunde, der kommer ind på apoteket, spørger om medicin, der ikke er hensigtsmæssig, siger sundhedsfaglig direktør i Danmarks Apotekerforening Birthe Søndergaard.

- Folk har set et eller andet produkt i en reklame, og så husker de lige det navn, når de står på apoteket. Men det kan være helt misforstået. Enten må vi foreslå et andet lægemiddel eller foreslå kunden at gå til egen læge, tilføjer hun.

/ritzau/

Der bliver solgt mere medicin i håndkøb end nogensinde før.

Offentliggjort Sidst opdateret