Salget af cigaretter falder

Der bliver solgt færre cigaretter, viser nye tal. Men der er ikke blevet færre rygere, påpeger Kræftens Bekæmpelse. Derfor er der ingen grund til at juble.

De sidste fem år har danskerne købt en halv milliard færre cigaretter og cigarillos. Alene sidste år faldt købene med omkring 40 millioner, og det svarer til, at danskere over 14 år i gennemsnit røg 43 cigaretter færre end året før. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Alligevel er antallet rygere omtrent det samme, siger Kræftens Bekæmpelse.
- Vi kan ikke udlede, at der er færre rygere, bare fordi der bliver solgt færre cigaretter. Vores statistikker viser, at der næsten ingen ændring er i antallet af rygere. Det ligger meget konstant på omkring 25 procent af befolkningen, siger Hans Storm, som er forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.
Han mener, man til gengæld kan udlede, at der er nogle rygere, der ryger lidt mindre end før.
- Og det er farligt nok bare at ryge en enkelt cigaret, så alt i alt er der ingen forskel, og det er ikke umiddelbart en statistik, vi kan juble over, siger han.
Statistikken viser, at salget af cigaretter er faldet så meget, at hver dansker over 14 år i gennemsnit køber omkring 200 cigaretter og cigarillos mindre i 2008 end i 2003.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret