Den første måned har Samsøs nye færge "Kanhave" været en skandale med utallige driftsstop. Rederiet har nu indsat to erstatningsfærger efter en brand på færgen.
De 4000 indbyggere på Samsø og øens endnu flere turister er grundigt trætte af Kattegatøens nye livline, færgen "Kanhave". Den græskbyggede færge til 100 millioner kroner har siden den ni måneder forsinkede indsættelse i begyndelsen af juli været forfulgt af det ene driftsuheld efter det andet. Uheldenes omfang vækker minder fra den gang, DSB i sin tid indsatte de stærkt uheldsramte færger "Ask" og "Urd" mellem Århus og Kalundborg.
Problemerne for "Kanhave" kulminerede i torsdags, da en mindre brand hærgede maskinrummet, og nu forventes færgen først i drift igen den 18. august, oplyser overfartschef Jørgen Jensen.
Det er selskabet Bornholmstrafikken, der driver færgeruten mellem Hov i Jylland og Sælvig på Samsø, efter at rederiet vandt en licitation over Samsølinien, der havde stået for færgetrafikken i årtier.
- Der er ingen, der beklager problemerne mere end vi. Men jeg vil understrege, at vi trods driftsproblemerne med den nye færge har kunnet opretholde trafikken nogenlunde, siger Jørgen Jensen.
Bornholmstrafikken har midlertidigt indsat de gamle, mindre færger "Samsine" og "Vesborg" for at klare trafikken.
Kommunaldirektør Robert Rasmussen fra Samsø Kommune oplyser, at kommunen den 26. august skal have et "statusmøde" med Bornholmstrafikken. Her vil et eventuelt økonomisk efterspil komme på dagsordenen, for den nye færge har ikke kunnet leve op til kontrakten. Bl.a. har den kun kunnet klare overfarten på 60 minutter og ikke som lovet på kun 50 minutter.
- Hvis jeg skulle bestemme, så ville jeg ikke lade et skib bygge i Grækenland, siger Robert Rasmussen og peger på, at den nybyggede færge med plads til 110 biler savner den sædvanlige finish, som ellers ses på nye færger.
Også Bornholmstrafikken forbeholder sig muligheden for at kræve erstatning af det græske værft.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned