Sanger har fået mere ro i kasketten
Trods stor succes kæmpede sanger Karl William Wandahl med usikkerhed og et eskalerende alkoholforbrug. I dag har han fået mere ro i systemet. Den 1. januar fylder han 30 år. (Privatfoto). Foto: Niklas Adrian Vindelev/Privatfoto./Free
Karl William Wandahl slog igennem på den danske musikscene som 20-årig. 11 år efter debuten er det blevet til et hav af udgivelser. Den 1. januar fylder han 30.
Karl William Wandahl - eller bare Karl William - gjorde i begyndelsen af 20'erne kometkarriere, men bag succesen kæmpede sangeren med usikkerhed og tvivl.
I dag har han fået "ro i kasketten", fortæller han.
Den 1. januar fylder Karl William Wandahl 30 år.
Han udkom som 19-årig med debutalbummet "Døende" i 2014.
Året efter ramte albummet "Placebo" den danske musikscene - og så tog karrieren fart.
Samme år modtog han talentprisen P3 Talentet for "Placebo", og allerede året efter - i 2016 - fik han overrakt P3 Prisen.
Som 22-årig deltog han i musikprogrammet "Toppen af Poppen" sammen med etablerede navne som Michael Falch, Caroline Henderson og Søren Huus.
Men selv om der skete alt muligt, der på papiret så dejligt og spændende ud, kæmpede Karl William Wandahl med usikkerhed og et voksende alkoholforbrug.
- Jeg havde alle mulige andre ting i hovedet. Så selv om der virkelig var et peak dengang, hvor der var meget omtale og ræs på karrieredelen, var jeg utilpas i mig selv, fortæller han.
Når Karl William Wandahl i dag ser tilbage på den periode i sit liv, ser han en ung og bekymret dreng.
- Jeg var genert og i tvivl om de ting, jeg gjorde. Det gik der meget energi med. Nu er jeg et sted, hvor jeg kan bruge min energi anderledes og har et mere roligt syn på mig selv, siger han.
Selv om vejen frem ikke altid har været nem, føler han sig privilegeret og taknemmelig over den medvind, han har oplevet.
På 11 år er det blevet til fem albummer og en række singler.
Senest udgav han i september albummet "Langsomt er den hurtigste vej frem".
Han er spændt og nysgerrig på, hvad de næste 11 år kommer til at byde på nu, hvor han har mere ro i systemet.
- Jeg glæder mig til at bygge videre på denne musikrejse, mens jeg har det rart i min krop. De to ting skal spille sammen, har jeg fundet ud af, siger han.
Ud over musikken bruger Karl William meget tid med sin familie - herunder sin kæreste og papsøn.
Han mistede i 2021 sin mor til kræft, og det har ændret hans perspektiv på tilværelsen.
- Det rystede lige posen, at min søster og jeg mistede vores mor. Det har sat nogle ting i perspektiv. Nu skal der passes på den familie. Det er meget tydeligt at mærke, siger han.
Det er også med familien, at den runde fødselsdag skal fejres, når viseren rammer midnat nytårsaften.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker