SAS undersøger Japanfly for radioaktivitet

Efter at jordskælvet i Japan i sidste uge har resulteret i radioaktive udslip i landet, har SAS valgt at undersøge de fly, som vender hjem til Danmark fra hovedstaden Tokyo.

- Det fly, som landede i går, blev undersøgt for radioaktivitet, og der blev ikke fundet noget. Vi vil dog alligevel også teste det fly, som lander i dag, siger kommunikationschef i SAS Mikkel Thrane og uddyber:

- Vi gør det simpelthen af forebyggende årsager - for at sikre, at der ikke er nogen fare for folk.

Også hos den tyske luftfartsgigant Lufthansa bliver fly fra Japan undersøgt. De har heller ikke fundet alarmerende omfang af radioaktiv stråling.

Udenrigsministeriet har opjusteret sine rejseanbefalinger og fraråder alle ikkenødvendige rejser til Japan.

Trods anbefalingerne flyver SAS som planlagt fra Københavns Lufthavn i Kastrup onsdag klokken 15.40.

- Vi har fået at vide, at det ikke er farligt, og vi kunne ikke finde på at flyve til Japan, hvis der var nogen fare. Men vi er i løbene kontakt med myndighederne, siger Mikkel Trane.

SAS har valgt at mellemlande i Beijing. Det skyldes ikke, at SAS ønsker, at personale skal opholde sig mindst mulig tid i Tokyo og undgå at overnatte dér - men simpelthen fordi de ikke har tilstrækkeligt personale i Tokyo og derfor er nødt til at samle medarbejdere op i Beijing.

Flyselskabet Air China har standset alle flyvninger til Tokyo fra Beijing og Shanghai, og Lufthansa omdirigerer sine fly fra Tokyo til Osaka.

/ritzau/

Flyselskabet SAS undersøger fly, som ankommer fra Tokyo, for radioaktivitet. Endnu ingen tegn på stråling.

Offentliggjort Sidst opdateret