Savnede danskere i Filippinerne er fundet
Alle danskere, der har været meldt savnet efter tyfonen Haiyan i Filippinerne, er nu fundet. Det oplyser Udenrigsministeriet tirsdag.
I løbet af natten og morgenen har det danske konsulat i hovedstaden Manila fået kontakt til de sidste tre danskere, der var meldt savnet i Filippinerne.
De har det efter omstændighederne godt, fortæller Ole Egberg Mikkelsen, chef for Borgerservice i Udenrigsministeriet.
- Den ene af danskerne var på den ø, hvor vores eftersøgningshold opholdt sig. I morges var holdet ude at tale med vedkommende og tog noget vand og andre småfornødenheder med, siger han og fortsætter.
- De andre fik vi kontakt til ved hjælp fra de lokale myndigheder. Nu er telefonerne begyndt at virke igen, og det ene sted var en lokal borgmester så venlig at tage ud for at finde danskeren.
Da telefonerne har været nede, har danskerne ikke kunnet komme i kontakt med omverdenen. De er ikke kommet til skade i tyfonen, og de bor alle fast på Filippinerne, hvor de har et godt netværk.
- Selve eftersøgningen indstiller vi nu, hvor vi har fået kontakt til alle dem, der har været meldt savnet. Men danskere i Filippinerne vil fortsat kunne få bistand fra vores konsulat i Manila, siger Ole Egberg Mikkelsen.
Eftersøgningsholdet vender nu tilbage til hovedstaden og flyver derfra til København.
Ud over konsulatet i Manila, som har forstærket bemanding, kan danskere kontakte Udenrigsministeriets operationscenter, som er døgnbemandet.
Flere end 20 danskere blev meldt savnet i dagene efter tyfonen.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde