Selvlært skuespiller har erobret verden

Skuespiller Alex Høgh Andersen har beskrevet de knap fire år, som han har arbejdet på HBO-serien "Vikings" som hans egentlige uddannelse. Han fylder 30 år mandag den 20. maj. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Alex Høgh Andersen er selvlært skuespiller, der nok er mest kendt for sin rolle som Ivar Benløs i HBO-serien "Vikings". Mandag den 20. maj fylder han 30 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Herhjemme kender vi ham fra blandt andet TV 2-julekalenderen "Tvillingerne og Julemanden" og det autentiske krigsdrama "Skyggen i mit øje".

Men internationalt er han nok mest kendt som den handicappede viking, Ivar Benløs, i HBO-serien "Vikings".

Skuespiller Alex Høgh Andersen fik sit store gennembrud som skuespiller med netop den hovedrolle.

Mandag den 20. maj fylder han 30 år.

Alex Høgh Andersen har fortalt, at han droppede ud af Københavns Universitet, hvor han læste film og medievidenskab, efter at han fik tilbudt rollen i "Vikings".

Rollen krævede nemlig, at han skulle flytte til Irland.

På trods af at han droppede ud, har tiden på universitetet gjort ham til en bedre skuespiller. Det sagde han i 2022 i et interview med universitets avis, Uniavisen.

Alex Høgh Andersen voksede op i Skælskør i Sydvestsjælland.

Allerede som barn demonstrerede han flere talenter.

Som 11-årig deltog han i TV 2's talentshow "Scenen er din", hvor han var med i kategorien juniorsang. Han kom i semifinalen.

Alex Høgh Andersen er siden blevet en selvlært skuespiller, der også har fået en plads på den internationale scene.

Han har beskrevet sine knap fire år på "Vikings" som sin egentlige uddannelse.

- Det har været min mærkelige, mærkelige uddannelse, sagde han for nogle år siden i et interview med DSB's magasin "Ud & Se".

- Den har været teoretisk begrænset, men ekstremt praktisk anlagt.

Alex Høgh Andersen fik hovedrollen i "Vikings", efter at han blev kontaktet af en agent, som ville sende en video med ham til HBO, der var i gang med at planlægge serien.

I 2017 vandt han prisen som årets talent på radiokanalen The Voice for sin hovedrolle i "Vikings".

- Tusind tak for det. Det er en skøn pris. Jeg er meget glad, sagde Alex Høgh Andersen dengang i sin takketale.

For tiden kan Alex Høgh Andersen opleves som Emil i Viaplays komedieserie "Kald mig far".

Privat danner han par med skuespiller Johanne Milland, der blandt andet er kendt fra den romantiske komedie "Venuseffekten" fra 2021.

Også Johanne Milland har en rolle i serien "Kald mig far".

/ritzau/