Hvis man hører til dem, som med stor fornøjelse sætter tænderne i danske jordbær, så bliver der lidt længere mellem de røde bær denne sommer.
Det skriver viborgfolkeblad.dk.
Det skyldes, at der uden varsel kom hård nattefrost i begyndelsen af maj måned. Det tog nærmest de jyske og fynske avlere på sengen, for varslet lød på temperaturer lige omkring frysepunktet.
Temperaturen sneg sig dog helt ned på fem til otte minusgrader, og da der også kom frostgrader den følgende nat, var skaden for alvor sket.
Kun Sjælland gik ramt forbi.
Det betyder, at storavlerne har mistet op mod en fjerdedel af årets jordbærhøst.
Og mange mindre avlere, der selv forsyner deres gårdbutikker og har pluk-selv-marker på nogle få hektar, er blevet langt hårdere ramt.
Det ligger derfor fast, at der bliver færre jordbær i år, og markedsmekanismen med udbud og efterspørgsel vil formentlig betyde, at jordbær også bliver dyrere, når der i perioder bliver mangel på de røde bær.
Den mistede høst bekræftes af Ole Mogensen, der dyrker frilandsjordbær på Kastaniegården i Romlund ved Viborg. Han har aldrig før i maj oplevet en lignende situation.
Det er andet år i træk, at vejret generer jordbæravlen. Sidste år lå landskabet dækket af sne langt hen i marts, så jordbærrene kom langt senere i gang og med færre bær i en kort sæson.
Det er dog en trøst for de store avlere med pluk-selv-marker, at de tidligere bær kommer frem langt før i år. Det skyldes en meget varm april, så der kan nok allerede tilbydes pluk-selv omkring 1. juni.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker