Senderovitz advarer om enkelte landes enegang under kriser
Tidligere direktør i Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz udgiver en bog. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Vaccineproduktion forbeholdt danskere og enegang under sundhedskriser er en dårlig idé, siger Senderovitz.
EU var for dårligt forberedt på en pandemi, og de enkelte lande må ikke tro, at man kan klare en sundhedskrise på egen hånd.
Det siger forhenværende direktør i Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz til Finans og Børsen, som han har talt med forud for udgivelsen af sin nye bog, "Kapløbet om vaccinen", mandag.
Senderovitz lægger vægt på, at et europæisk samarbejde er nødvendigt, hvis de enkelte lande skal håndtere kriser.
Statsministerens rejse til Israel med Østrigs kansler, Sebastian Kurz, og Danmarks planer om vaccineproduktion er ikke løsningerne, lyder det. Det samme er tilfældet med enkelte europæiske lande, der godkender brug af vacciner uden om EU.
- Det nytter heller ikke noget kun at løse klimaproblemet i Danmark. Der må man tænke større, siger han til Finans og nævner, at en dansk fabrik sagtens kan stå for et enkelt element i en vaccineproduktion, men ikke bør være alene.
- Hvis man derimod mener, at det skal være en fabrik, der forsyner danskere med vacciner, så er det en meget dårlig idé, men jeg har tiltro til, at det ikke er tilfældet, siger han.
Til Børsen antyder han, at Europa ikke har brugt nok samlede kræfter og penge på eksempelvis at skaffe vacciner.
- EU har brugt under en tredjedel af det, som amerikanerne har brugt på vacciner. Så ligger man jo lidt, som man har redt. Og når jeg siger EU, så mener jeg ikke Kommissionen - jeg mener os alle sammen i de 27 medlemslande, siger han til Børsen.
Han nævner, at Danmark, Sverige, Holland og Østrig blev kaldt sparebanden under sidste års budgetforhandlinger i EU.
Europa bør bruge flere penge på at forberede sig frem mod en kommende krise, siger han.
- De fleste vil give mig ret i, at det er en god idé at være forsikret. Det kan også betale sig at bygge brandstationer. De fleste gange er det falsk alarm, men det er rart, at de er der, siger han til Børsen.
Senderovitz mener, at det er et spørgsmål om tid, før verden bliver ramt af en ny sundhedskrise. At den kommer, " det tror jeg, alle er klar over", lyder det.
Senderovitz stoppede som direktør i marts, og 17. maj tiltræder han en stilling som såkaldt senior vice president i medicinalvirksomheden Novo Nordisk.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned