Illoyal opførsel - men gode penge i partikassen.
Sådan lyder reaktionen fra SF i Vejle, efter at partiets tidligere borgmester i byen, Flemming Christensen, opfordrer vælgerne til at stemme borgerligt.
- Det er fint, så længe han betaler kontingent til partiet og i øvrigt er loyal over for det, der foregår. Nu har han så været illoyal i denne her situation, men ellers har vi ikke hørt fra ham i de seneste tre et halvt år. Og sådan vil det sikkert også være efter valget - og så gør det jo ikke nogen skade, at han betaler sit kontingent, siger Peter Borup Sørensen, der er SF's borgmesterkandidat op til kommunalvalget den 17. november.
Spørgsmål: Så selvom han har opført sig illoyalt, så giver han stadigvæk gode penge til partiet?
- Han betaler sit almindelige partimedlemskab, og de penge kan vi altid bruge, siger Peter Borup Sørensen.
Den lokale partiforening har dog endnu ikke taget stilling til, om Flemming Christensen skal ekskluderes af partiet på baggrund af sine udtalelser. Og Peter Borup Sørensen tvivler på, at det bliver nødvendigt.
- Vi vil ikke bruge krudt på det her i valgkampen, men når han gør sådan her, så kan det undre, at han har lyst til at være medlem af vores parti. Når han har meldt ud som han har, så tænker jeg, at han trækker sig som medlem, siger han.
Flemming Christensen blev SF's første borgmester, da han i 1993 fik posten uden om Socialdemokraterne med tre borgerlige partier i ryggen. Ved valget i 2005 blev socialdemokraten Leif Skov borgmester for den nye Vejle Kommune.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker