SF: Mere nødhjælp kan ruske op i danskerne

Fredag besluttede udenrigsminister Lene Espersen (K) at sende yderligere fem millioner kroner til et vandrensningsanlæg i katastroferamte Pakistan. Det får Danmarks bidrag til Pakistan til at løbe op på knap 70 millioner kroner.

Men det er ikke nok for SF's udviklingsordfører, Steen Gade, der mener, at staten bør være en bedre foregangsmand for den danske befolkning, der efter hans mening ikke giver nok penge til Pakistan.

- Vi er glade for, at regeringen sender yderligere fem millioner til Pakistan, men jeg mener stadig ikke, at det er nok. Jeg tror, det er nødvendigt, at vi kommer med nogle kraftige udspil, siger Steen Gade.

SF har tidligere meldt ud, at regeringen bør "runde op til 100". Når man sammenligner med tidligere katastrofer ligger den nuværende hjælp til Pakistan nemlig i den lave ende.

Sammenlignet med de 70 millioner, som gør Danmark til verdens fjerdestørste bidragyder, blev der i 2004 givet 180 millioner til tsunamien i Thailand, og tidligere i år gav Danmark 134 millioner kroner til ofrene for jordskælvet i Haïti.

Udenrigsminister Lene Espersen kalder opfordringen fra SF for overbudspolitik.

- Det er typisk SF, og det er uværdigt at gå ind i en sådan overbudspolitik. Det vigtigste er, at vi har været hurtige ude med hjælpen, siger Lene Espersen til TV2 News, der dog ikke udelukker, at flere penge kan være på vej.

Steen Gade svarer igen og kalder det et småligt angreb fra udenrigsministeren.

- Hun burde se sig for god til det. Samme dage, som hun sender flere penge, har hun åbenbart behov for at komme med et småligt angreb på SF, siger Steen Gade.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har kaldt oversvømmelserne i Pakistan for en "slowmotion tsunami".

/ritzau/

Danmarks nødhjælp til katastrofen i Pakistan er den fjerde højeste i verden. SF vil hæve beløbet yderligere, men udenrigsministeren kalder det overbudspolitik.

Offentliggjort Sidst opdateret