Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) og SF's sundhedsordfører Jonas Dahl har indledt et nyt slagsmål om privathospitalerne.
SF vil have uvildige eksperter til at undersøge, om privathospitaler er blevet overbetalt siden 2002 i det udvidede fri sygehusvalg, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) indførte som sundhedsminister.
Kravet kommer, mens Danske Regioners formand, Bent Hansen (S) i Politiken erkender sit medansvar for, at privathospitaler i et år fik 40 millioner kroner mere for fedmeoperationer på overvægtige patienter end prisen på offentlige sygehuse.
I 2008 fik privathospitaler 77.000 kroner for hver fedmeoperation, som kostede 50.000 kroner i det offentlige.
- Det er fuldstændig absurd, at vi har en overpris på 66 procent. Det er simpelt hen ikke i orden, at man har brugt så mange skattekroner på at finansiere en privat sektor, siger Jonas Dahl.
Men Bertel Haarder mener, Jonas Dahl taler mod bedre vidende, når han peger fingeren mod regeringen.
- Det er fuldstændigt vanvittigt i hele denne sag, at regeringen bliver beskyldt for overbetaling, når sandheden er, at det er regionerne, der hele vejen igennem har haft ansvaret for at forhandle takster til de private hospitaler, siger Bertel Haarder i en kommentar.
I sagen har oppositionen kraftigt kritiseret regeringen. Udenrigsminister Lene Espersen (K) fik en næse for at vildlede Folketinget, mens statsministeren har været i flere åbne samråd. Jonas Dahl mener ikke, at Bent Hansen bør påtage sig ansvaret.
- Bent Hansen har et medansvar. Der er meget stor forskel på det og på at placere ansvaret ene og alene hos ham, siger han.
Problemet skyldes det udvidede fri sygehusvalg, mener Jonas Dahl. Ifølge Haarder har ordningen tværtimod betydet billigere operationer af 400.000 patienter og kortere ventetid.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde