SF's forskningsordfører, Jonas Dahl, giver ikke meget for det forsvar for rektor på Københavns Universitet (KU), Ralf Hemmingsen, som Kammeradvokaten onsdag kaster sig ud i.
På baggrund af sin rapport på hele 700 sider slår kammeradvokat Karsten Hagel-Sørensen fast, at han ikke finder belæg for, at Hemmingsen skal fyres på baggrund af den omfattende Penkowa-sag.
Men den vurdering er Kammeradvokaten slet ikke den rette til at give, mener Jonas Dahl.
- Det er lidt morsomt, at Kammeradvokaten nu skal ud og forklare sig. Det er universitetets egen advokat, som har undersøgt universitetet - det er bare ikke godt nok, siger han og gentager sit krav om en uvildig undersøgelse.
På den måde retter SF'eren også sigtekornet mod videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K). Ministeren var tirsdag ude med en alvorlig kritik af KU-bestyrelsens håndteringen af sagen om hjerneforskeren.
Samtidig har Sahl-Madsen iværksat et skærpet tilsyn af universitetet.
- Charlotte Sahl-Madsen må tage stilling til, om hun vil have en uvildig undersøgelse af ministeriet og universitetet, i stedet for bare at sætte det under skærpet tilsyn, siger Jonas Dahl.
Dermed slår han fast, at Videnskabsministeriet også bør være genstand for en undersøgelse. Kammeradvokaten undersøgte således kun KU's håndtering af sagen.
- Der er nogle mangler i det arbejde, som Kammeradvokaten har lavet. Men den største mangel er, at han slet ikke har set på, hvad der er foregået i Videnskabsministeriet, siger Jonas Dahl.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde