SF uimponeret af ministers Penkowa-røffel

På trods af, at videnskabsministeren går til direkte angreb på Københavns Universitets håndtering af Penkowa-skandalen, imponerer det på ingen måde SF.

- Det er glædeligt, at hun begynder at røre på sig, men det er for lidt og for sent, siger videnskabsordfører Jonas Dahl.

Charlotte Sahl-Madsen (K) retter ellers "en meget alvorlig kritik" af KU's håndtering af sagen om den detroniserede hjerneforsker Milena Penkowa.

Men kritikken kommer håbløst sent, lyder det fra Jonas Dahl.

- Den her sag eksploderede for flere måneder siden. Hun har siddet på hænderne og sidder fortsat lidt på hænderne i forhold til at ikke at ville pege fingre af den tidligere ministeres rolle i sagen, lyder det.

Videnskabsministeren kalder nu på et skærpet tilsyn af det skandaleramte universitetet, indtil forholdene er bragt i orden igen, men det giver Jonas Dahl heller ikke meget for.

- Fremadrettet har vi jo behov for at undgå, at de her sager opstår igen. Og det kan et skærpet tilsyn ikke rette op på, siger han og tilføjer:

- Vi efterlyser en langt mere gennemskuelig beslutningsproces på universiteterne, og det har ministeren siddet overhørigt.

Jonas Dahl kræver fortsat en uvildig undersøgelse, der skal belyse hele forløbet fra ende til anden.

Charlotte Sahl-Madsen udtaler sin stærke kritik i en pressemeddelelse og siger, at der er sket "en række fejlskøn", som en ansvarlig bestyrelse må forholde sig til.

- Jeg efterlades med indtrykket af en mangelfuld opfølgning, hvilket giver mig anledning til at rette en meget alvorlig kritik mod KU's bestyrelses håndtering af sagen, siger hun.

/ritzau/

Videnskabsministeren har siddet og sidder fortsat på hænderne i sagen om den bedrageridømte Penkowa, siger SF.

Offentliggjort Sidst opdateret