Kommunerne skal ikke kunne tvinge belastede forældre til at sende deres børn i en vuggestue eller børnehave. Det skal ske frivilligt, så moderen kan følge barnet i institutionen, indtil hun er tryg ved pasningen.
Det siger SF's socialordfører, Özlem Cekic, som afviser Dansk Folkepartis forslag om tvang. Så er der ikke flertal uden om regeringen for Dansk Folkepartis forslag.
- Sidste år stillede vi et forslag i Folketinget sammen med Socialdemokraterne om, at udsatte børn skulle kunne komme i vuggestue ved at motivere forældrene mest muligt ad frivillighedens vej. Dansk Folkepartis støttede ikke vort forslag. Vort forslag indeholdt ikke økonomiske sanktioner eller tvang. Derfor kommer vi ikke til at støtte deres forslag, siger Özlem Cekic.
Dansk Folkepartis forslag skal ifølge Berlingske Tidende forebygge bandekrigen.
- De sociale myndigheder skal gå ind i de belastede familier, som de kan se vil kunne udklække bandemedlemmer om nogle år, og kræve, at børnene kommer i vuggestue. Lad os da bare tage fat om nældens rod og sige, at det især er indvandrerfamilier, som er fuldstændig lukket inde i deres egen lukkede verden, siger DF's leder, Pia Kjærsgaard.
Hun vil fjerne børnechecken fra modvillige familier eller trække i kommunernes bloktilskud. Fire af 10 etårige børn med anden etnisk oprindelse passes hjemme, ifølge Danmarks Statistik
Socialminister Karen Ellemann (V) understreger, at forældre allerede kan miste børnechecken, hvis de afviser kommunens krav om at få barnet passet i en vuggestue.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned