Sidste år steg antallet af sager om uautoriseret håndværksarbejde
Som boligejer er det ens eget ansvar at tjekke at autorisationskrævende arbejde bliver udført af en autoriseret håndværker, fortæller Sikkerhedsstyrelsen. (Arkiv). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Inden for blandt andet el- og gasområdet skal man have autorisationer for udføre særligt håndværksarbejde.
Det kræver særlige autorisationer at udføre visse former for håndværksarbejde, men de seneste år er antallet af sager om uautoriseret arbejde steget markant.
Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
I 2023 registrerede Sikkerhedsstyrelsen 226 sager om ulovligt udført autorisationskrævende arbejde. I 2020 var tallet blot 94.
Det kan ifølge Evy Boe Madsen, der er kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, få store konsekvenser, hvis arbejdet ikke bliver udført af en autoriseret virksomhed.
- For eksempel kan det ved elinstallationer være, at forbrugeren får stød, hvis arbejdet er udført forkert. Og ved gasinstallationer kan der kommer udslip, som også er til fare for forbrugeren, siger hun.
Hun fortællertilmed, at det kan have økonomiske konsekvenser, hvis arbejdet bliver udført forkert, og man skal have det rettet.
Derfor opfordrer Sikkerhedsstyrelsen til, at man tjekker autorisationsregisteret på styrelsens hjemmeside, inden man hyrer en håndværker.
- Det er forbrugeren, der selv har ansvaret for at installationerne er i orden. Så det er også forbrugeres ansvar at benytte autoriseret arbejde, lyder det fra Evy Boe Madsen.
Inden for dele af el-, vvs-, kloak- og gasområdet skal man have autorisationer for at udføre og servicere særlige installationer.
Som en tommelfingerregel kræver det en autorisation at udføre arbejde på faste installationer. Det kan for eksempel være at tilslutte og samle kabler og rør.
Når det kommer til gas, kræver al arbejde en autorisation, bortset fra at udskifte gasflasker.
Det samme gælder for vvs-arbejde. Dog kræver det ikke en autorisation at installere armaturer.
- Vi holder selvfølgelig løbende øje med markedet, og så opfordrer vi alle til at anmelde uautoriseret arbejde, så vi kan få taget hånd om det, siger Evy Boe Madsen.
Sidste år politianmeldte Sikkerhedsstyrelsen 181 virksomheder, der har lavet håndværksarbejde uden den nødvendige autorisation.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie