Sikkerhedssko kan øge risikoen for at falde og snuble
Formålet med et nyt projekt fra Aalborg Universitet og Odense Universitetshospital er at skabe nogle mere sikre sikkerhedssko, der vil kunne bidrage til et mere sikkert miljø på arbejdspladserne. (Arkivfoto). Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Der er højere risiko for at snuble i sikkerhedssko end i almindelige sko, viser nyt forskningsprojekt.
At vride om på foden, snuble og falde er ikke ualmindelige skader på eksempelvis byggepladser.
Men et nyt forskningsprojekt fra Aalborg Universitet og Odense Universitetshospital viser, at traditionelle sikkerhedssko faktisk kan forværre risikoen for den slags skader sammenlignet med helt almindelige sko.
Det skriver Odense Universitetshospital i en pressemeddelelse.
Projektet har også til formål at undersøge, hvordan man kan forbedre sikkerhedssko.
Ifølge Anders Holsgaard, der er professor ved Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet og leder af projektet, er det foreløbige resultater, der viser, at sikkerhedssko er mindre sikre end almindelige sko, når det handler om at snuble, overraskende.
- Det ligger jo i navnet, at det er en sikker sko at gå med. Den er også sikker, i forhold til hvis man taber noget tungt eller træder på noget spidst.
- Men der er samtidig en markant større risiko for, at det fører til et fald, når man snubler med sikkerhedssko på, da skoene er stive og tunge og derfor meget lidt fleksible, forklarer han til Ritzau.
Formålet med projektet er overordnet at skabe nogle mere sikre sikkerhedssko, der vil kunne bidrage til et mere sikkert miljø på arbejdspladserne, lyder det.
- Vi vil undersøge, hvordan fremtidens sikkerhedssko, som både er sikker i forhold til at beskytte mod tunge genstande og samtidig er fleksibel og let, så man ikke snubler og falder, kan se ud, siger Anders Holsgaard.
De første resultater i projektet med modificerede sikkerhedssko tyder på, at man kan gøre skoene mere snublesikre. Det fortæller professor Pascal Madeleine fra Aalborg Universitet i pressemeddelelsen.
Der er begrænset viden om snubleskader og ankelvrid på arbejdspladser. Men opgørelser over arbejdsulykker tyder på, at det er et hyppigt problem, fremgår det af pressemeddelelsen.
Der findes ikke et konkret tal på, hvor mange personer, der bruger sikkerhedssko i Danmark. Men samtlige 110.000 ansatte i byggebranchen samt ansatte på eksempelvis slagterier, mejerier og maskinværksteder, bruger sikkerhedssko, oplyser Dansk Industri.
På sigt er visionen, at projektet kan bidrage med et design, der kan implementeres på alle sikkerhedssko. Det sker sammen med det danske firma Spraino, som har udviklet en teknologi, der kontrollerer friktion på fodtøj.
- Så potentialet og perspektivet i projektet er, at vi kan bidrage til at reducere antallet af snuble- og faldskader på arbejdspladserne, siger Anders Holsgaard.
/ritzau/
Seneste artikler
Mand slog ud efter tilfældige: Politiet satte ham på toget ud af byen
Tage er den ældste på øen
Lastbil ramte bro i Maribo
IT-nedbrud kan skabe forsinkelser
Lokale MF'ere i spidsen for nyt, stort udvalg
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Skabte uro i lægeklinik
Stort panttyveri fra ø-butik